Dermed kan han udleveres til Danmark, hvor han er mistænkt for at skaffe sig adgang til millioner af CPR-numre.

Den svenske mesterhacker Gottfrid Svartholm Warg er netop blevet idømt to års fængsel for at have skaffet sig ulovlig adgang til IT-virksomheden Logicas og Nordeas IT-systemer.

Det betyder, at 28-årige Gottfrid Svartholm Warg kan udleveres til Danmark, hvor han er mistænkt for sammen med en 20-årig dansk mand at stå bag hackerangreb på IT-virksomheden CSC og ulovlig adgang til bl.a. politiets kørekortregistre, CPR-numre og mange andre yderst følsomme oplysninger.

Det er kort sagt det alvorligste dataindbrud i Danmark i nyere tid.

Tilsvarende har Gottfrid Svartholm Warg netop fået dom for sammen med en bekendt fra byen Ludvika, som idømmes knapt et års fængsel, at stå bag det mest omfattende hackerangreb i Sverige nogensinde.

De to mænd har været anklaget for at hacke sig ind i IT-virksomheden Logicas - i dag GCI - systemer og stjæle oplysninger fra bl.a. de svenske skattemyndigheder. En udredning viser, at Logicas systemer er blevet angrebet via bl.a. computere i Cambodja, hvor Gottfrid Svartholm Warg har opholdt sig.

De anklagede har nægtet sig skyldige og understreget, at de ikke er de eneste, der har været med til at hacke Logicas hovedcomputer. Det bekræftes også af Logicas egen redegørelse, der viser at angrebene er kommet fra mange forskellige parter.

Alligevel har retten i Nacka fundet grundlag for at finde de to anklagede skyldige:

»Tingsrätten anser att den utredning som åklagaren har åberopat för att utesluta alternativa hypoteser är tillräcklig och att den samtidigt motbevisar de bägge tilltalades invändningar om bl.a. fjärrstyrning och att andra personer använt inte bara deras datorer utan också deras signaturer (nicks) på s.k. chattsidor, vilket utgjort en del av bevisningen i målet,« lyder det i en netop udsendt pressemeddelelse.

Sammen med tre medstiftere af fildelingstjenesten The Pirate Bay, der voksede til den største af sin slags, blev Gottfrid Svartholm Warg i 2010 dømt til at afsone mellem fire og ti måneders fængselsstraf og til at betale en skadeerstatning på 46 mio. svenske kr.

Gottfrid Svartholm Warg pakkede dommen i bagagen og rejste til Cambodja.

I august 2012 blev han anholdt af det cambodjanske politi og udleveret til Sverige.

Under retssagen har Gottfrid Svartholm Warg beskrevet den bekendte fra Ludvika som en fjern bekendt. Den svenske anklager, kammaråklagare Henrik Olin, beskriver rollefordelingen således:

»Jeg mener, at Warg er hovedmanden. Han er mastermind,« siger Henrik Olin til Berlingske:

»Men det er ikke sådan, at Gustavson (den bekendte, red.) har været en håndlanger. Han har også på en avanceret måde deltaget i de hack.«

Hackerangrebene på Logicas systemer blev opdaget af medarbejdere i firmaet Applicate, der samarbejder med Logica, forklarer anklageren. De pågældende medarbejdere konstaterede i marts 2012, at der siden februar var blevet trukket store mængder data ud af systemet.

Angrebene mod CSC i Danmark skete april-august 2012. De blev først opdaget i januar 2013, da det svenske politi gjorde de danske myndigheder opmærksom på det.

Det danske politi kræver Gottfrid Svartholm Warg udleveret til Danmark. Og i sidste uge besluttede retten i Nacka, at han skal kunne udleveres senest fem dage efter domme med det forbehold, at afgørelsen kan appelleres inden for en uge.