Fundet, der fredag førte politiet til liget af den 17-årige Lisa Holm var et eller flere stykker tøj.

Der fortæller en kilde hos politiet til den svenske avis Aftonbladet.

Hverken politiet eller den svenske forening ‘Missing People’, der har hjulpet politiet med at lede efter den forsvundne 17-årige pige, vil fortælle, hvad det var man fandt, som førte politiet til den lade, hvor Lisa Holms lig blev fundet fredag.

»Vi kan ikke fortælle noget om vores fund,« siger Kenneth Söderlund, pressetalsmand for Missing People til Aftonbladet.se.

Men ifølge den anonyme kilde hos politiet drejede det sig om tøjstykker.

Da tøjet var blevet fundet, blev flere politibiler sendt til findestedet. Men mens politiet var på vej til findestedet, så den patrulje fra Missing People, der havde fundet tøjet, tre personer, som opførte sig mistænkeligt.

Derfor tog politiet en hurtig beslutning og dirigerede en politibil hen til de mistænklige personer i stedet.

»Som jeg har fået forklaret det, så omdirigerede politiet sin patrulje. Så i stedet for at køre hen til findestedet, kørte man hen til de her personer,« siger Kenneth Söderlund fra Missing People til Aftonbladet.se.

Det var dermed Missing Peoples observationer, der ledte til anholdelsen af de to mænd, der nu er sigtet for mordet på Lise Holm. En tredje person - en kvinde - er sigtet for meddelagtighed.

Lisa Holm forsvandt søndag aften, da hun skulle hjem fra en cafe, hvor hun arbejdede. Hun havde sendt en sms til sin far, hvor der stod, at hun var på vej hjem, men da hun ikke dukkede op, kontaktede faren politiet.

Hendes knallert blev fundet uden for cafeen med nøgle siddende i. En stor eftersøgning blev sat i gang, og i løbet af de første dage blev flere af hendes ejendele fundet i området nær cafeen. Men der skulle gå fem døgn, inden liget af Lisa Holm blev fundet i en lade i området.