Otte mennesker omkom og 30 blev såret 22. juli, da Anders Breivik bragte sin hjemmelavede bombe til sprængning foran Regeringskvartalet i Oslo. I dag, torsdag, sprængte politiet en rekonstruktion.

Der lå materialer nok på Anders Breiviks lejede gård til, at politiet i Oslo kunne lave en nøjagtig kopi af den terrorbombe, som den norske højreekstremist dræbte otte mennesker med.

- Præcis de samme sprængstoffer lå på gården, så vi havde en unik mulighed for at lave en kopi, så vi kunne måle den præcise effekt, siger politiadvokat Christian Hatlo til den norske netavis vg.no.

Bomben blev anbragt i en VW varevogn magen til den, Breivik parkerede foran regeringsbygningen, inden han kørte videre til Utøya og i en sand blodrus skød og dræbte 69 mennesker på Arbejderpartiets ungdomsafdelings årlige sommerlejr.

- Vi stillede højhastighedskameraer op overalt, så vi kunne måle i detaljer, hvordan bomben virkede, siger Hatlo, der betragter sprængningen som en succes.

Breivik har selv i detaljer gjort rede for, hvordan han konstruerede bomben ved hjælp af 950 kilo kunstgødning, dieselolie og diverse kemikalier.

- Effekten var meget lig det, vi så i Oslo.

Processen med at konstruere bomben og bringe den til sprængning gør politiet endnu mere sikre på, at Anders Breivik rent faktisk arbejdede alene, da han udførte sit terrorangreb.

Det faktum, at der faktisk lå materialer på gåden til at fremstille endnu en bombe, er af flere medier blevet tolket derhen, at Breivik skulle have haft planer om endnu et bombeangreb.

Det vil politiet dog hverken be- eller afkræfte.