Den kun fem år gamle Ylenia Lenhard fra Appenzell i Schweiz blev misbrugt og dræbt af den pædofile Urs Hans Von Aesch. Det skete kun få måneder efter, at Madeleine McCann på gådefuld vis forsvandt fra Ocean Club Resort på Algarvekysten i maj 2007.

På ordre fra Englands premierminister, David Cameron, har en specialgruppe på 30 agenter under Scotland Yard endnu en gang gennemtrevlet sagen om den forsvundne Madeleine. Specialgruppen, som arbejder på sagen med kodenavnet 'Operation Grange', har nu isoleret 20 potentielle mistænkte med relationer til området i Praia da Luz, og blandt dem er flere britiske statsborgere. Det skriver den britiske avis Daily Mail.

En af de 20 er dog schweizeren Urs Hans von Aesch, 67, som skød sig selv i en skov, efter at han på bestialsk vis havde forgiftet, misbrugt og dræbt den kun fem år gamle Ylenia Lenhard. Det skete i Schweiz i 2007 kun få måneder efter Madeleine forsvandt.

Forbindelser til Praia da Luz

Men Urs Hans von Aesch var bosat i Spanien og havde tidligere været i området ved Praia da Luz på Algarvekysten, hvor han havde venner, der boede. Specialgruppen fra Scotland Yard har nu peget på Urs Hans von Aesch som en person, der også kan have haft noget med Madeleine McCanns forsvinden at gøre.

Det er imidlertid ikke første gang, den berygtede pædofil sammenkædes med sagen om Madeleine. Tidligt i det portugisiske politis efterforskning henvendte Interpol sig to gange for at gøre opmærksom på, at Urs Hans von Aesch kunne være interessant for portugisernes efterforskning. Men dengang var det lokale politi i Praia da Luz overbevist om, at det var Madeleines egne forældre, Kate og Gerry McCann, der stod bag deres lille piges forsvinden, og sporet blev derfor ikke fulgt.

De 30 Scotland Yard-agenters arbejde rejser derfor endnu en gang en sønderlemmende kritik af det portugisiske politis efterforskning. Først nu bliver vigtigt bevismateriale helt tilbage fra 2007 analyseret til bunds.

Kolde spor

Det drejer sig blandt andet om en gennemgang af samtaler fra mobiltelefoner, som blev foretaget i området ved Praia da Luz i dagene op til, at Madeleine McCann forsvandt. Selvom det portugisiske politi havde de nødvendige oplysninger i 2007, fik de nemlig aldrig fulgt sporet med mobiltelefonerne til dørs.

Hvis standardprocedurer inden for efterforskning var blevet fulgt tilbage i 2007, ville mysteriet om Madeleine McCann sandsynligvis være opklaret for længe siden, skrev Daily Mail fredag.

Listen over de 20 mistænkte indeholder ud over Urs Hans von Aesch også to andre kendte børnemishandlere - hvoraf en er britisk statsborger - som var på Algarvekysten omkring tidspunktet, hvor Madeleine forsvandt. Og hertil kommer en mængde hotelarbejdere og lastbilchauffører.