Den »mistænkelige genstand«, som norsk politi fandt i Sola-lufthavnen i Stavanger, var ikke en hjemmelavet bombe.

I stedet er der tale om falsk alarm, udtaler politiet nu.

»Situationen er netop afklaret. Politiet har haft en bombegruppe inde i sikkerhedskontrollen, som har konkluderet, at det var en falsk alarm. Så nu vil vi genåbne lufthavnen, og trafikken vil snart forløbe normalt,« siger lufthanvnen direktør, Anette Sigmundsstad, til norske Dagbladet.

Tidligere på dagen valgte politiet at foretage en masseevakuering af lufthanvnen, da man frygtede, at der var tale om en såkaldt 'IED', altså en hjemmelavet eller improviseret sprængladning.

Men det var det heldigvis ikke.

Politiet kom under evakueringen i kontakt med ejeren af genstanden, men der er ikke foretaget anholdelser.

Genstanden blev fundet af en ansat i sikkerhedskontrollen, der straks slå alarm, forklarede operationsleder ved politiet Olaug Bjørnsen tidligere.

Dagbladet har talt med en passager, der befandt sig i lufthavnen, da alarmen gik. Personen beskriver oplevelsen af masseevakueringen som »meget ubehagelig«.

»Jeg var på vej ind i check-in, da vi pludselig blev stoppet. Politiet råbte, at alle skulle ud. Der kørte pludselig politibiler ind og ud af området. Stemningen er rolig nu, men lidt dyster,« siger passageren.

»Det var meget ubehageligt, men jeg har tilpas tillid til systemet. Det virkede, som om de havde kontrol, og de virkede ikke vældig stressede selv.