Nye informationer om den samtale, den spanske lokofører Francisco José Garzón havde med togcentralen efter den forfærdelige togulykke i Santiago de Compostela onsdag aften, er dukket op.

Det sker, efter at hele samtalen er blevet transskriberet og offentliggjort, skriver den spanske avis El Mundo.

- Jeg har fucket op. Jeg vil dø, sagde Garzón i minutterne efter ulykken.

- Vi er kørt af sporet. Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg gøre?, fortsatte den 52-årige fører, der havde mere end 30 års jernbaneerfaring, men først blev lokomotivfører i 2003.

Han blev torsdag varetægtsfængslet, efter det var kommet frem, at toget kørte 190 km/t i et sving, hvor det kun måtte køre 80 km/t.

Efter ulykken var det første, der kom frem af samtalen mellem Garzón og togcentralen, at han håbede på, at ingen var døde.

- I så fald hviler det på min samvittighed, sagde han.

Der var 218 personer om bord på toget. Heraf døde 80, mens 94 stadig er på hospitalet - ifølge Reuters skal 35 være i kritisk tilstand.

Togulykken regnes for at være den næst-værste i Spaniens historie.