En næstekærlig handling endte på tragisk vis livet for en norsk kvinde i 40-års alderen, da hun fredag eftermiddag blev ramt af en bil, mens hun var i færd med at redde en løssluppen hest, der havde forvildet sig ud i trafikken på en hovedvej mellem Bergen og Stavanger. 

Fredag aften er kvinden død af sine kvæstelser. Det skriver den norske avis VG, der har fået den seneste melding fra politiet i Norges sydvestlige politikreds:

»Det var en hest, som havde forvildet sig ind på E39. Hændelsesforløbet eller baggrunden for ulykken har vi ikke nogen information om på nuværende tidspunkt,« siger Trond Børge Åsbu, der er operationsleder i politikredsen, til VG.

Om hesten tilhørte kvinden, er endnu ikke blevet oplyst, men ifølge norsk politi var kvinden bosat i området nær Rogaland i det sydvestlige Norge, hvor ulykken fandt sted fredag eftermiddag.

Ulykken skete helt præcis på E39 ved Sundfør i Rogaland. Det er en hovedvej mellem Bergen og Stavanger, som ifølge Trond Børge Åsbu ofte er stærkt trafikeret og derfor markeret med en hastighedsbegrænsning på 80 km/t.

Midt i sine anstrengelser for at redde den løsslupne hest, blev kvinden ramt af et uspecificeret køretøj. Kvindens heltegerning var imidlertid ikke spildt, da hesten angiveligt slap uskadt fra ulykken.

Norsk politi har ingen mistanke om, at føreren af bilen var påvirket af alkohol eller narkotika, og der vil derfor ikke blev rejst sigtelse mod føreren af bilen, fortæller Trond Børge Åsbu til VG:

»Føreren vil ikke få sit kørekort inddraget, og ulykken vil ikke få yderligere konsekvenser for føreren – andet end den belastning, det er at være involveret i sådan en ulykke,« siger han.