22-årige Valentin fra Moskva er rygende uenig med sin familie om krigen i Ukraine. Han tror ikke på Putins krigspropaganda, men det gør familien.
Og selvom familien sidder knap 3.000 kilometer væk i den sibiriske by Surgut, føles distancen meget længere, for uenighederne er ved at splitte dem ad.
»Nogle gange er det, som om det slet ikke er dem, der taler. Når jeg prøver at bringe argumenter mod krigen op, bliver de ignoreret, og jeg får at vide, at jeg burde få et bredere syn på sagen. Det er trist, men jeg kan ikke ændre deres mening.«
»De tror på, at Ukraine har atomvåben, at der er neonazister, og at de er i alliance med USA. Men jeg er imod krigen, for den vold fører ikke til noget godt. Tanken, om at der kun 800 kilometer fra mig er mennesker, der må flygte og kæmpe for livet, er forfærdelig,« siger Valentin, som B.T. kender den fulde identitet på.
Når han en gang imellem skriver med dem, forsøger Valentin ikke at tale om krigen, men fokuserer i stedet på helt almindelige hverdagsemner, som hvordan det går med studiet, og hvordan det går i Sibirien.
Men familien insisterer på at bringe krigen op og overbevise Valentin om, at han tager fejl. I weekenden modtog han for eksempel disse beskeder:
'Hvad godt har du gjort for dit land? Intet. Lande, der har mistet de vigtigste værdier som ytringsfriheden, retten til privat ejendom og humanisme, fortjener slet ikke respekt. De blev bygget på røveri og mord.' Sådan skriver et familiemedlem med henvisning til Ukraine og Vesten.
'Rusland har ikke gjort dig noget ondt personligt. Slap af, og lad være med at skære den gren over, som du selv sidder på.'
Selv om Valentin efterhånden har accepteret, at de nok aldrig når til enighed om krigen, kan han ikke lade være med at blive påvirket af beskederne.
»Jeg bliver frustreret og vred, fordi det er så dumt og latterligt. Det kan virkelig få mit blod til at koge. Det er præcis derfor, jeg ikke vil indgå i en diskussion om krigen, for min familie er blevet helt skør,« siger Valentin, der til daglig læser en kandidat i international politik.
Når Valentin beskriver det, som om hans familie er blevet skør, skyldes det, at de ikke altid har holdt med Putin. Tværtimod. Han husker nemlig en tid for flere år siden, hvor familien beskrev Putin som en diktator.
Derfor håber han, at de inderst inde ikke tror på det, de selv siger.
Valentin tror i stedet, at hans familie over lang tid er blevet fodret med regeringens propaganda i en sådan grad, at de til sidst er begyndt at tro på det.
»Jeg tror, deres virkelighed er en anden, og de er så fyldt med frygt, fordi de har været udsat for så meget kulturel vold fra regeringen, at det er nemmere for dem at tro på det, der bliver sagt i fjernsynet. For det er alt for hårdt at kæmpe mod regeringen.«
»De vender bare deres vrede mod de forkerte,« siger Valentin.
