Inkarnerede Star Wars-fans kan nu erhverve sig deres helt eget lyssværd. En livsfarlig laser, der kan gøre dig blind og sætte ild til huden, er til salg på nettet.

Spyder III Pro Arctic-modellen har en laserstråle, der er 1000 gange stærkere end de lasere, man normalt kan købe. Laseren er udformet, så den til forveksling ligner de lyssværd, som Jedi-ridderne bruger i Star Wars-filmene.

Det skriver Sky News.

Det har skabt en enorm begejstring blandt Star Wars-fans på nettet.

- Jeg må eje den. Måske som fødselsdagsgave, folkens? Jeg vil DRÆBE ting med ILD, skriver en inkarneret Star Wars-fan på Twitter.

Eksperter er dog forargede over, at laseren overhovedet er til salg, da den er alt for farlig.

- Den kan være dødbringende, hvis man sigter på bilister eller piloter ombord på fly, siger lasereksperten John Colton til Sky News.

Laseren er sat på markedet af firmaet Wicked Lasers fra Hong Kong. På deres hjemmeside advarer de også mod laserens enorme styrke, der kan forårsage permanent blindhed og sætte ild til 'hud og andre kropsdele'.

- At kalde den ekstremt farlig er en underdrivelse, står der på hjemmesiden.

Wicked Lasers anbefaler, at kunder bruger den medfølgende øjenbeskyttelse.