Opdatering 02.08.2017: Farvekoden for Islands mest kraftfulde vulkan, Katla, blev tirsdag ændret fra gul og tilbage til grøn. Det betyder, at den vulkanske aktivitet er i bero og i øjeblikket ikke viser tegn på udbrud.

Udtalelse og præcisering fra Johanne Schmith, PhD-studerende, der forsker i vulkanen Katla i Island ved Nordisk Vulkanologisk Center og Københavns Universitet.   

De sidste par dage har der igen været uro i Islands undergrund med mere end 500 rystelser. Og farvekoden for udbrud af vulkanen Katla blev søndag ændret fra grøn til gul. Det har givet grund til bekymring blandt alle dem, der husker, hvordan det sidste vulkanudbrud på Island lammede Europas flytrafik i en uge på grund af en massiv askesky. Og nu er der risiko for, at det kan ske igen - og potentielt i endnu større omfang.

»Det værst tænkelige scenarie er, hvis vulkanen Katla, som er fem gange større end vulkanen i 2010, går i udbrud og sender en askesky over Danmark og Europa. Denne vulkan er ekstra farlig, fordi den er dækket af is og sne, og når det smelter, kommer der en kraftig eksplosion,« fortæller vulkanekspert Henning Andersen til BT og tilføjer:

»De mennesker, der bor i området omkring Katla, er især i fare for askeregn og giftgasser i luften.«

Udover askeregn og giftgasser er de mennesker i vulkanens umiddelbare nærhed især udsat for såkaldte jökelløb, der er enorme og ødelæggende smeltevandsfloder fra gletschere.

Den sidste uge har Island haft intet mindre end 500 rystelser fra jordskælv. Herunder to jordskælv fra vulkanen Katla, der målte henholdsvis 3.2 og 4.5 i styrke den 26. juli. Det skriver Iceland Monitor.

Vulkanekspert Henning Andersen forklarer, at de mange jordskælv skyldes, at pladebevægelser fra den euroasiatiske plade i øst og den amerikanske plade i vest bevæger sig fra hinanden under Island. Ifølge ekspert og PhD-studerende Johanne Schmith skyldes de mange rystelser i Island dog ikke kun de tektoniske bevægelser, men også glacial og vulkanisk aktivitet.

Østaten med lidt over 320.000 indbyggere er derfor et såkaldt hotspot, hvor vulkaner bliver født og vokser på jordens overflade. Selvom de mange rystelser, målinger og farvekoder leder tankerne hen mod dommedagsscenarier, så maner vulkaneksperterne en anelse til ro.

»Der kan godt komme mange jordskælv i vulkanske egne som Island, uden at det behøver at føre til et decideret vulkanudbrud.«

For vulkaner kan pludselig give varsler fra sig, men så falde til ro igen. Og Island har haft mange i tidens løb. Henning Andersen tilføjer dog et »men.« Han vurderer nemlig, at der i øjeblikket er en ‘fifty-fifty’ risiko for et ny udbrud på Island.

»Hvis det sker, så kommer det ikke som en overraskelse for Island eller mig. Vi ved, at undergrunden er urolig lige nu. Der vil altid komme mere svovl op fra jorden før et udbrud, og det sker lige nu. Vi ved, at der sker et udbrud med fire til seks års mellemrum. Lige nu er det fire år siden sidste udbrud, så risikoen er helt klart større nu. Tiden er moden, og det kan ske i 2017,« siger Henning Andersen, der selv følger udviklingen på Island meget tæt disse dage.

Ekspert og PhD-studerende Johanne Schmith fortæller til BT, at de forskellige rystelser i Island i forrige uge kan være indikationer på aktivitet, men også at man ikke kan forudsige eller vurdere sandsynligheden for et ubrud.

»I et aktivt vulkansystem er det altid en mulighed, men man kan ikke sige noget konkret om sandsynligheden for et udbrud. Det er derfor, vi overvåger vulkanerne i døgndrift,” siger hun. For hvis aktiviteten i Island skulle nå et alarmerende niveau, så ville beredskabet og Islands Meterologiske Institut hæve farvekoden til mere end gul, der indikerer, at de i øjeblikket holder øje med aktiviteten.

De potentielle konsekvenser af et vulkanudbrud afhænger af, hvilken af Islands mange vulkaner, der går i udbrud. Henning Andersen vurderer, at et ubrud af vulkanen Katla potentielt kan overgå endnu et udbrud af vulkanen Eyjafjallajökull, som lukkede det europæiske luftrum i 14 dage i 2010.