Det er begyndelsen på en ny æra og ikke en slutning.

Sådan lyder budskabet fredag aften fra den britiske premierminister, Boris Johnson, der taler i en video, som er offentliggjort klokken 23 dansk tid. Det er en time før, at Storbritannien forlader EU efter 47 års medlemskab.

»I aften forlader vi Den Europæiske Union.«

»For mange folk er det et enestående tidspunkt for håb, et tidspunkt, de aldrig troede ville komme,« indleder Johnson talen.

Han understreger, at brexit er en ny begyndelse og ikke en slutning.

»Den vigtigste ting at sige i aften er, at det ikke er en slutning, men en begyndelse.«

»Det her er øjeblikket, hvor dagen bryder frem, og tæppet går op til en ny akt i vores store nationale drama,« siger premierministeren.

Han fortæller, at han fortsat vil have et godt forhold til EU.

»Vi ønsker, at dette skal være begyndelsen på en ny æra for venskabeligt samarbejde mellem EU og et energisk Storbritannien,« siger Johnson.

I hovedstaden London fejrer brexittilhængere den historiske dag. Tidligere på dagen blev der blandt andet brændt et EU-flag af foran Boris Johnsons embedsbolig i Downing Street.

Blandt EU-tilhængerne i London er mismodet til at føle på. De bærer skilte med ord som "Vi kommer tilbage".

I store ord nævner Boris Johnson, hvad han vil fokusere på nu, hvor brexit bliver en realitet.

»Det her er øjeblikket, hvor vi virkelig begynder at forene og opgradere: bekæmpe kriminalitet, transformere vores NHS (det britiske sundhedsvæsen, red.), og med bedre uddannelse, med superb teknologi og med den største genindførelse af vores infrastruktur siden victorianerne. Vi vil sprede håb og muligheder til hver en del af Storbritannien, lyder det fra Johnson.«

Genoplev B.T.s LIVE-blog herunder: