Chaufføren i den forulykkede bus i Sverige, der søndag kostede tre personer livet, har givet sin forklaring.

Busselskabet Berkvarabuss, der stod for transporten af 52 børn og seks voksne i en dobbeltdækker, har nu givet chaufførens forklaring på den tragiske ulykke til Expressen.

»Han siger, at han ikke oplevede nogen fejl på bussen, og at alt gik efter planen. Men der var nogle store huller i vejen, som fik bussen ud af kurs,« siger Göran Mellström, der er administrerende direktør i busselskabet.

Flere svenske medier har tidligere skrevet, at buschaufføren kørte hele natten alene, og det kan busselskabet også bekræfte.

Politi og udrykning er massivt til stede.
Politi og udrykning er massivt til stede. Foto: 40421 Nisse Schmidt/TT
Vis mere

Det var kort efter klokken syv søndag morgen, at politiet fik en anmeldelse om en alvorlig ulykke. 52 skolekammerater og seks voksne var på vej til en skitur i Klövsjö, da bussen væltede og landede på siden. Det har kostet tre personer livet, 20 personer skal være indlagt på sygehuset, og to personer kæmper for livet i kritisk tilstand.

Buschaufføren er 62 år og har lang tids erfaring som chauffør. Han undslap uden alvorlige skader, men er meget chokeret over ulykken. Han var eneste chauffør på turen, og det er helt i overensstemmelse med køre-hviletidsreglerne, fortæller Simon Sandberg, der er busselskabets marketingschef.

»Det passer, at han kørte fire en halv time, så skulle han holde 45 minutters pause og køre fire en halv time igen. Føreren har selvfølgelig holdt sig til disse regler,« siger han til Expressen.

Billede fra busulykken i Sverige.
Billede fra busulykken i Sverige. Foto: 40421 Nisse Schmidt/TT
Vis mere

Klokken 4.30 søndag morgen kontaktede busselskabets medarbejdere chaufføren som en del af helt almindelig procedure for at høre, om alt var, som det skulle være. På det tidspunkt var der ingen problemer, meldte chaufføren tilbage.

Han er blevet afhørt flere gange af politiet i løbet af dagen, og en medarbejder fra busselskabet har taget hånd om ham i Sveg, hvor ulykken skete.

Bussen manglede bare en time for at nå sin endelige destination, da chaufføren mistede kontrollen på 'et meget dårligt stykke vej', som selskabets administrerende direktør, Göran Mellström, har forklaret.

Han har også givet udtryk for sin medfølelse på selskabets hjemmeside.

»Der findes tidspunkter, hvor ord ikke er nok, når man som medmennesker ikke kan udtrykke de følelser, der fylder. I dag er sådan et tilfælde. Det mareridt, jeg har haft i mine snart 40 år i busindustrien, er blevet til virkelighed. I stilhed skænker jeg de pårørende mine varmeste tanker,« siger han blandt andet.

Også den svenske statsminister Stefan Löfven har udtalt sig om ulykken. Tidligt på dagen søndag udtalte han ifølge Aftonbladet:

»Det efterlader mig og hele landet i sorg.«

Se video fra ulykkesstedet herunder: