I sidste uge blev Europas mest eftersøgte mand Salah Abdeslam anholdt i Bruxelles. Tirsdag morgen blev den belgiske hovedstad ramt af bombeeksplosioner. De to ting har meget vel noget med hinanden at gøre.

Det mener Hans Jørgen Bonnichsen, som er tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste.

»Det er meget sandsynligt, at der er tale om en hævnaktion efter anholdelsen af Salah Abdeslam. Min tese er, at der sidder nogle terrorister tilbage og tænker: ’Det kan godt være, at I har taget Salah Abdeslam, men vi kæmper videre og tager sagen i egen hånd’,« siger Hans Jørgen Bonnichsen til BT.

Efter angrebene i Bruxelles lufthavn Zaventem og på metrostationen Maalbeek meldes adskillige sårede og dræbt.

De voldsomme eksplosioner ramte den Belgiske hovedstand under en uge efter anholdelsen af franskmanden Salah Abdeslam, som er mistænkt for at være en af gerningsmændene bag terrorangrebet i Paris sidste år.

Angrebet i den franske hovedstad kostede i november 130 mennesker livet, og den 26-årige Salah Abdeslam var Europas mest eftersøgte mand, indtil han blev anholdt ved en politiaktion i Bruxelles fredag i sidste uge. Ved politiaktionen blev også fire andre anholdt.

Ifølge den belgiske udenrigsminister, Didier Reynders, planlagde Salah Abdeslam et nyt terrorangreb. Det oplyser nyhedsbureauet AP. Hans Jørgen Bonnichsen vurderer, at tirsdagens eksplosioner kan være resultatet af den planlægning.

»Anholdelsen af Salah Abdeslam kan meget vel have fået hans medhjælpere til at sætte gang i det angreb, som de havde planlagt. Men det er også muligt, at det er et angreb, som er blevet planlagt efter anholdelsen. Under alle omstændigheder ville det være meget naturligt at bruge anholdelsen som anledning til et terrorangreb.«

Salah Abdeslam blev lørdag officielt sigtet af den belgiske domstol for at medvirke til terrorangrebet i Paris. Hans bror var en af de mænd, som sprængte sig selv i luften.