»Håbet om at finde overlevende er lige nu nærmest nul.«

Det siger forbundet The French Federation of Alpine and Mountain Clubs ifølge France 24 i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer efter, at tre franske klatrere er forsvundet i Himalayabjergene i Nepal.

Klatrerne forsøgte at bestige Mingo Eiger – en 6000 meter høj top nær Mount Everest.

Sidst de gav lyd fra sig var gennem en satellittelefon fra deres camp 26. oktober, skriver France 24.

Og nu er alt håb om at finde de tre i live snart ude.

Mandag ramte en lavine nemlig området.

»For foden af klippen fandt redningsfolk tre tasker og udstyr fra deres bivuak,« skriver forbundet.

Oprindeligt var gruppen otte mand, men som en del af turen splittede gruppen op for at udføre forskellige opgaver.

Lokale medier har ifølge France 24 betvivlet, hvorvidt de forsvundne klatrere havde de rette tilladelser.

Forbundet The French Federation of Alpine and Mountain Clubs forsikrer dog, at alle papirer var i orden.

Eftersøgningen er fortsat tirsdag på trods af de svære forhold.