23-årige Fatih Yildirim, der til dagligt er studerende på CBS, har hele natten været midt i urolighederne i Istanbul. Han så civile falde for militærets kugler og måtte selv søge dækning i det, han oplevede som en voldsom gadekrig.

Fatih Yildirim, der til dagligt er studerende på CBS, var helt tæt på, da en del det tyrkiske militær fredag aften forsøgte at kuppe sig til magten.

Sammen med sin familie var han på ferie og familiebesøg i Istanbul. Han var sammen med sin far foran den historiske Galata-bro ved Bosporusstrædet i Istanbul, da den blev lukket ned under kupforsøget.

Da BT talte med ham fredag aften, begyndte han at løbe under interviewet, for at gemme sig i en butik i nærheden. Han hørte skudsalver og så kampvogne i gaderne og lavtgående jagerfly i luften.

»Stemningen er panik. Det er som at stå midt i en gadekrig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Folk råber, at militæret er på vej, og at vi skal gemme os,« lød det fredag aften.

Lidt efter klokken 23 erklærede militæret landet i undtagelsestilstand og beordrede udgangsforbud overalt. Kort efter var præsident Erdogan igennem direkte på den private tv-station NTV via Facetime, hvor han fortalte, at det er et mindretal inden for militæret, der stod bag kupforsøget, og han opfordrede befolkningen til at gå på gaden for at demonstrere mod kuppet.

Fatih Yildirim tog opfordringen til sig, og sammen med tusindvis af andre trak han mod de store pladser i millionbyen, mens kampen om magten udspillede sig.

»Vi kunne hele tiden høre skud mod tilfældige bygninger. Militæret skød rundt omkring, så vi var nødt til hele tiden at søge i dækning. Det var forfærdeligt, men jeg blev for at vise min utilfredshed med kupforsøget. Sådan kan man ikke gøre i et demokrati mod en folkevalgt regering,« siger han.

Sendte live fra Facebook mens der blev skudt

Midt i urolighederne har Fatih Yildirim sendt en syv minutter lang live-video fra sin Facebook-siden.

»Det er sindsygt. Det er krig. Krig i Tyrkiet. Shit, jeg fatter det ikke. Der er kaos over det hele. Skud over det hele,« siger han på videoen, hvor man tydeligt kan høre skud i nærheden, mens han løber væk fra vejen.

Man kan også se, at han er blevet ramt af peberspray i øjnene og er tydeligt berørt at de voldsomme scener. Undervejs filmer han også en mand, der ligger såret af skud på gaden.

Folk omkring ham er vrede og råber med knyttede hænder i vejret.

»De kan ikke tage Tyrkiet. Hvem er I, mand? Det her er et land og et flag,« siger Fatih Yildirim med tårer i øjnene. Han er oprevet og vred over kuppet.

Midt i kaosset blev 23-årige Fatih Yildirim væk fra sin far. Til gengæld mødte han en anden dansker, som han fulgtes med et stykke rundt i byen.

Så tre mennesker blive skudt

»Det var en virkelig en hektisk nat. Militæret og politiet var i krig med hinanden, og jeg så folk blive skudt i arme og ben. Jeg var meget tæt på, og det var et helt forfærdeligt syn,« siger han til BT.

Han så tre mennesker blive skudt. En blev ramt i foden, en i benet og en i armen.

»Jeg så en kun 16-årig dreng blive ramt i armen. Han faldt sammen, og der var blod på jorden. Jeg hjalp med at finde en bil, så han kunne blive kørt på hospitalet,« siger han.

I løbet af natten blev kupforsøget dog kæmpet ned. Da politiet fik kontrol over det område, Fatih Yildirim  befandt sig i, i nærheden af kommunebygningen, var stemning høj blandt befolkningen, fortæller han. Der blev viftet med flag og råbt slagord.