En 74-årig turist døde, fordi kirurg på tilkaldevagt sad fast i trafikprop

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter overfor BT, at en 74-årig dansk kvinde mandag døde i Belgien.

Ifølge vagthavende er de pårørende underrettet. Den danske kvinde var i Belgien som turist, men blev tidligt mandag morgen kørt på hospitalet nord for Liége med et hjertetilfælde.

Det skriver den belgiske avis Het Laatste Nieuws.

Kvinden havde akut brug for en operation, så hospitalet tilkaldte en hjerte-kar kirurg, der var på tilkaldevagt.

På vej til hospitalet sad specialisten dog fast i trafikken på motorvej E40, der siden mandag morgen havde været spærret i begge retninger på grund af en strejke.

Derfor endte turen til hospitalet med at tage 45 minutter i stedet for et kvarter. Da kirurgen med politiets hjælp nåede frem til hospitalet, gik operationen straks i gang.

Desværre stod den 74-årige danskers liv ikke til at redde, og derfor har hospitalet nu meldt de strejkende til politiet for uagtsomt manddrab.

»Jeg siger ikke, at hun kunne have været i live. Men hendes chancer for at overlevde havde været bedre,« siger hospitalets medicinske direktør, Philippe Olivier, til avisen.

Ifølge ham er tidsfaktoren afgørende i denne slags tilfælde.
»Det er hospitalet der har et problem, hvis de ikke engang er i stand til at erstatte en enkelt læge. Ikke os,« siger en fagforeningsformand til avisen.

Kender du noget til sagen, vil BT meget gerne høre fra dig. Send os en mail på 1929@bt.dk