»Andre politikere uden beskyttelse er rædselsslagne her til morgen. De tænker, hvad med os?«
Det brutale drab på parlamentarikeren David Amess, der nu efterforskes som terror, har rystet og chokeret Storbritannien, og morgenen derpå er der mange spørgsmål, der presser sig på i den offentlige debat.
Herunder om politikere skal gå rundt og frygte for, at lignende forbrydelser kommer til at ske igen.
David Amess blev stukket ned, da han mødte op i Belfairs Methodist Church i forbindelse med et vælgermøde. Her var der ingen sikkerhedsforanstaltninger eller beskyttelse, da han blot skulle diskutere politik med lokale borgere.
Tilbage i 2016 led Jo Cox fra Labour-partiet samme skæbne, da hun blev myrdet.
Og af frygt for endnu flere af disse forbrydelser, er den her åbne model er nu kommet op til diskussion.
»To gange inden for fem år, er den åbenhed blevet misbrugt. De taler om, hvorvidt der bør være mere beskyttelse. Men det er et stort parlament, og det ville kræve utroligt mange ressourcer og penge,« siger B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg
Kan man ikke sørge for den nødvendige sikkerhed, kan det gå udover den britiske tilgang til de åbne vælgermøder.
Men det er ikke ligetil, da det ville bryde med basale kerneprincipper i det demokratiske samfund:
»De (vælgermøderne, red.) er en meget vigtig græsrodsagtig del af britisk politik. Man frygter, at man smider barnet ud med badevandet, da det er noget af det smukkeste ved demokratiet. Men det kan blive en nødvendighed for at sikre politikernes sikkerhed,« fortæller Jakob Illeborg.
Britisk politi meldte kort efter midnat ud, at sagen nu efterforskes som terror, og at der muligvis er tale om islamistisk ekstremisme. Derfor kan det også tolkes 'som et direkte angreb på demokratiet og åbenheden', siger Illeborg.
Den mistænkte lod sig fredag arrestere uden indsigelser, og lørdag er britisk politi i gang med at undersøge flere adresser i London.
Premierminister Boris Johnson har lørdag besøgt kirken, hvor han har lagt blomster.