Richard Branson havde et opsigtsvækkende møde med Donald Trump. ’Trump lovede at ødelægge livet for fem mennesker, der nægtede at hjælpe ham efter hans konkurs'.

Britisk milliardær og stifter af Virgin Richard Branson har berettet i et blogindlæg fredag om et højst usædvanligt frokostmøde med en hævngerrig Donald Trump på Manhattan i New York for et par år siden. Det skriver Daily Mail.

Richard Branson er bedst kendt for det succesrige varemærke Virgin, der dækker over en række forretningsmæssige organisationer, blandt andet Virgin Records og Virgin Megastore. Derfor ville Donald Trump gerne mødes personligt med ham.

Richard Branson beskriver sit møde med Donald Trump som ’meget bizart’, og at han forlod frokosten med en ’bedrøvet og forstyrret’ følelse.

Richard Branson.
Richard Branson. Foto: SUZANNE PLUNKETT
Vis mere

Den republikanske præsidentkandidat inviterede Richard Branson til frokost, fordi de aldrig havde mødt hinanden en-til-en før. Og til mødet snakkede Donald Trump kun om hævn. Donald Trump skulle angiveligt have lovet at ’ødelægge’ livet for fem mennesker, der nægtede at hjælpe præsidentkandidaten efter hans seneste konkurs. Han ville have hævn.

»Donald Trump begyndte at fortælle mig om, hvordan han havde bedt en række mennesker om hjælp efter hans seneste konkurs, og hvordan de fem personer ikke ville hjælpe. Han fortalte mig, at han ville tilbringe resten af ​​sit liv med at ødelægge disse fem mennesker,« skriver Richard Branson i blogindlægget.

Richard Branson har ikke kun spist frokost med den republikanske præsidentkandidat, men også den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton. Et møde, der var meget anderledes, end mødet med Donald Trump, husker han.

»Hillary Clinton var en god lytter og var veltalende. Hun var engageret i bredere emner, og var ikke som Donald Trump opslugt af smålige, personlige skænderier.  Vi talte om uddannelsesreform, krigen mod narkotika, kvinders rettigheder, dødsstraf og konflikter rundt om i verden,« skriver Richard Branson.

Richard Branson skrev tidligere i oktober i et lignende blogindlæg, at Donald Trump er en ’uegnet’ kandidat amerikanske præsidentembede.

I samme blogindlæg roste han Hillary Clinton, som han kalder en ’leder med meget erfaring’.