Japan blev fredag ramt af det største jordskælv i landets historie. Det medførte en gigantisk tsunami på cirka 10 meter, der har skabt kaos og rædsel i landet. Bt.dk følger herunder udviklingen minut for minut. Jordskælvet blev målt til 8,9 på richter-skalaen.


Befinder du dig i Japan eller kender du nogen, som gør? Tip B.T. på 1929@bt.dk

Tallet af omkomne i den store naturkatastrofe stiger hele tiden. Politiet i Japans tsunami-ramte Sendai-område siger, at der er fundet mellem 200 og 300 omkomne ved kysten. Ritzau har også meldt om et skib med 100 ombord, som er forsvundet og et passagertog savnes.

Ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo News anslås det, at antallet af dødsofre for jordskælvet og tsunamien vil overstige 1.000.

Det er i mellemtiden blevet mørkt i Japan og det gør det svært for myndighederne, at få overblik over skader og savnede.

Tidligere fredag meldte Udenrigsministeriet, at de manglede at komme i kontakt med fem danskere i det værst ramte område.

Efter det voldsomme jordskælv og den efterfølgende tsunami, udbrød der brand flere steder, blandt andet i en turbinebygning på atomkraftværket Onagawa i provinsen Miyagi. Branden i turbinebygningen blev efterfølgende slukket, men nu er der opstået brand et andet sted på atomkraftværket.

- Det er for tidligt at sige, hvad det kan udvikle sig til, for vi ved meget lidt om det lige nu. Det kan være alt fra en meget lille brand, der har udløst alarmen, til noget meget større. Vi bliver nødt til at afvente situationen, siger Dan Kampmann fra Beredskabsstyrelsen.

Jordskælvet, der ramte 373 km nordøst for Tokyo kl. 14:45 japansk tid, blev først målt til 7,9 på richterskalaen, men blev siden opgraderet til 8,9.

Der er udsendt et varsel om en 10 meter høj tsunamibølge til kyststater i det vestlige stillehav, oplyser den japanske tv-station NHK. Der er også udsendt tsunamiadvarsel langs Ruslands fjernøstlige kyst.


Vidner fortæller til cnn.com at bygninger i Tokyo rystede i adskillige minutter under jordskælvet, og at folk flygtede ud af deres hjem. Biler styrtede ned fra broer og overalt greb folk mobiltelefonen for at komme i kontakt med bekymrede slægtninge.

Det danske øjenvidne Martin Olsen fortalte kort efter jordskælvettil bt.dk, at skælvet kunne mærkes helt oppe på den nordlige ø Hokkaido, hvor han i øjeblikket befinder sig.

- Tre gange i løbet af de sidste 50 minutter har man kunnet mærke huset "gynge", lød det fra Martin Olsen.

Jordskælvet er uden øvrig sammenligning ligeså kraftigt, som det store skælv der ramte byen i 1923, hvor mere end 100.000 mennesker blev dræbt. Dengang lå epicentrum væsentligt tættere på millionbyen end dagens skælv.

Tokyo er i mellemtiden blevet en af verdens mest jordskælvssikrede byer.

Befinder du dig i Japan eller kender du nogen, som gør? Tip B.T. på 1929@bt.dk