En masse passagerer fik sig en grim overraskelse onsdag, da de skulle rejse sydpå.

De skulle med skibet 'MS Bergensfjord', der med afgang fra Bergen skulle sydover til Stavanger og senere Hirtshals.

Men omkring 60 passagerer kom aldrig ombord. De blev efterladt i Bergen.

De troede egentlig først, at færgen var forsinket. Men den havde allerede forladt terminalen.

»Det er helt forfærdeligt. Vi havde bestilt suite om bord og skulle virkelig nyde overfarten,« fortæller Kate Monsen til norske VG.

I stedet for en behagelig og smuk tur langs den norske kyst må de nøjes med en bustur til Stavanger. De efterladte er nemlig blevet tilbudt at blive fragtet til Stavanger med bus, hvor de så kan komme ombord på færgen igen.

Det har cirka halvdelen takket ja til, herunder Kate Monsen. Men det hjælper ikke på humøret:

»Det har ødelagt hele turen.«

Den anden halvdel, som takkede nej til busturen, kommer med den næste båd i morgen.

Kommunikationsrådgiver hos Fjordline bekræfter over for VG, at hele blamagen skyldes en kommunikationsfejl mellem land og båd.

Derfor kom rejsende i bil ombord på færgen, mens gående blev efterladt.

»Vi beklager på det kraftigste, og vi lægger os naturligvis fladt ned,« oplyser Hofman Tveitan.

Ud over mulighederne for at rejse videre bliver alle de efterladte kompenseret økonomisk.