Siden Tyskland mandag kl. 08.00 lukkede grænsen mod Danmark, har en strækning været særligt belastet.

Det drejer sig om grænseovergangen Frøslev, hvor der i retning mod Tyskland igen er opstået en kø på flere kilometer.

I går eftermiddag lød meldingerne fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at køen var syv kilometer lang, og i dag lød der meldinger om kødannelse på fem kilometer. Klokken 17 var kødannelsen svundet til to kilometer.

Klokken 21.00 meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi, at der ikke længere er kø på strækningen.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Grænseovergangene ved Sæd og Kruså er omvendt fri for kødannelse, lyder det. Og det er der en ganske særlig grund til. Lastbilerne skal nemlig krydse grænsen via Frøslev, og det er dette, der skaber den voldsomme kødannelse. Det fortalte kommunikationsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi mandag aften til B.T.

»Den kø, der er ved sydgående, skyldes det tyske politis kontrol ved grænse. Frøslev er et udsat område, at det er her, lastbiler og andet erhverstransport skal krydse grænsen«.

Tysklands valg om at lukke grænsen til Danmark er sat til at gælde i ti dage.