Et taktisk træk fra Visma-Lease a Bike på 18. etape er et af de helt store samtaleemner i dagens podcast, hvor rytterstafetten også har sat gang i et voldsomt postyr hos et af Tourens største hold.
I den lille bjergby Barcellonete har drengene slået sig ned for at evaluere på 18. etape, der fik B.T.s Tour-ekspert Bjarne Riis helt op i det røde felt.
For Riis mener, at Visma-Lease a Bike på baggrund af udtalelser til B.T. efter etapen simpelthen behandler Jonas Vingegaard respektløst.
»Det er en masse bullshit. Jeg synes, det virker arrogant i forhold til udtalelserne om, hvordan de kører, og hvordan de har respekt for Jonas.«
»De tror ikke på ham,« tordner Riis blandt andet i fredagens udgave af podcasten.
Her taler B.T.-drengene også om næste skridt i rytterstafetten, der har givet uforudsete problemer på UAE, de ringer til gode gamle Bo Hamburger, Johan Bruyneel kigger ind på bagsædet og Bjarne Riis svinger sportsdirektør-dommen over Vingegaards fredag.
Bjarne Riis er rasende over, hvordan Visma kører for Jonas Vingegaard inden de sidste etaper, hvor danskeren skal sætte alt ind på et mirakuløst comeback. Samtidig sætter rytterstafetten gang i lidt af et postyr, som du kan høre meget mere om i dagens afsnit af 'Touren på Bagsædet'. Du kan høre podcasten og følge den på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: