Holger Rune.

Læg mærke til dette gode, danske navn, for der kan meget vel være noget stort i vente fra denne 14-årige knægt.

Søndag eftermiddag debuterede han som den yngste nogensinde for det danske Davis Cup-hold - tidligere end legendariske Kurt Nielsen - og det med bravour.

I to sæt gjorde han det af med verdensranglistens nummer 311, Youssef Hossam fra Egypten.  6-2, 7-6 lød sejrscifrene.

»Det her er så stort for mig. Min første Davis Cup-sejr i dag 6-2, 7-6. Tak til alle, der har støttet mig,« jubler Holger Rune på det sociale medie Instagram.

Sejren retter en smule op på den nedtur, Danmark indledte landskampen med lørdag, hvor man tabte begge kampe til Egypten.

Holger Rune er urangeret på seniorniveau, men nummer 132 på juniorranglisten, hvilket gør ham til den bedst placerede i verden i sin årgang.