Caroline Wozniacki tabte semifinalen ved US Open mod Serena Williams 2-6, 4-6. Det var en afklaret Caroline Wozniacki, der mødte pressen efter sit to-sæts-nederlag mod Serena Williams i US Opens semifinale.

- Jeg var chanceløs i dag. Serena spillede en rigtig god kamp. Specielt hendes server havde jeg svært ved at returnere. Det er noget, jeg skal hjem og arbejde på, sagde den 21-årige verdensrangliste-etter og tilføjede:

-  Flere gange troede jeg, at jeg var ved at have hende. Men så lavede hun et par serveesser. Boom. Boom.

Caroline Wozniacki mente dog, at hun kom ud af kampen med æren i behold.

- Jeg gjorde hvad jeg kunne. Det var bare ikke nok i dag. Men nu må jeg tilbage i træningslokalet. Der er stadig ting, jeg kan blive bedre til, sagde Caroline Wozniacki, der tror, at Serena Williams vinder søndagens finale mod Samatha Stosur.

- Som Serena spiller iøjeblikket, er der ikke mange i verden, der kan besejre hende, sagde Caroline Wozniacki.

Endnu er det ikke bestemt, hvornår hun forlader New York.

- Men jeg tager i næste uge tilbage til Europa. Her vil jeg være et par uger inden jeg spiller to turneringer i Asien (Tokyo og Beijing, red.). Og så afslutter jeg sæsonen i Istanbul (Masters-finalen, red.), fortalte Caroline Wozniacki.

Hun fastslog på pressemødet, at hun er meget tilfreds med sæsonens foreløbige udbytte.

- Jeg har været i to Grand Slam-semifinaler. Jeg har vundet seks turneringer. Jeg ligger nummer et på verdensranglisten. Hvad mere kan man forlange? Nej, vel! Jeg kan se tilbage på en rigtig god sæson. Og heldigvis har jeg hele vejen igennem været skadesfri, sagde Caroline Wozniacki.