Joachim Boldsen er valgt for sin karakter og personlighed, forklarer Kim Mikkelsen, redaktionschef på TV3 Sport.

Den tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen skal være sidelinje-reporter for TV3 Sport i den kommende Superliga-sæson. BT har spurgt Kim Mikkelsen, redaktionschef på TV3 Sport, hvorfor.

- Vi har valgt ham for hans karakter og personlighed. Vi vil ikke gå ind og ændre på ham. Desuden ved han som sportsmand, hvilke processer der er i gang på et hold. Han har stået der selv som håndboldspiller. 

Hvordan er Joachim Boldsen blevet klædt på?

- Han er en vindertype, der tager sit arbejde dybt alvorligt, så han har forberedt sig meget grundigt. Det er dog klart, at vi har givet ham nogle værktøjer, der gør det nemmere for ham. Vi vil gerne gøre ham til en rigtig dygtig sportsjournalist.

Hvor meget ved han om fodbold?

- Han er nok ikke en Niels Christian Frederiksen, men vi skal ikke gøre det sværere, end det er, og så må vi overlade bedømmelsen til spillerne og aktørerne. Men han ved, hvad han skal vide.

Joachim Boldsens første opgave bliver på søndag til kampen mellem FC Midtjylland-Brøndby.