Han blev hentet med et af de flotteste cv'er i Superligaen.
Han fik samme nummer, som en vis Ståle Solbakken havde i klubben, og gav fansene løfter om samme lederskikkelse og pondus.
Allerede i sin sjette kamp pådrog dengang 28-årige Oscar Hiljemark sig dog en skade, som endte med at koste spillerkarrieren, selvom det blev til fem kampe mere for AaB. Derfor håbede fansene at se ham på banen i indeværende sæson, men 16. juni meddelte AaB til folks overraskelse, at karrieren var forbi, og at 'Hilje' omgående overgik til at blive assistent.
»Jeg var nok ikke den bedste version af mig selv de sidste måneder,« har hovedpersonen selv sagt til svenske Expressen.
Med spillerstoppet på afstand erkender han over for B.T., at »det var en svær tid«.
Og i dag – små ni måneder efter – har han stadig smerter i den plagede hofte. Humøret er dog blevet bedre, erkender den 29-årige svensker.
»For mig var der rigtig meget i slutningen, der tog min energi. Jeg var skadet, jeg havde ondt, så livet fungerede ikke, som det skulle. I samme sekund, som jeg kunne slippe det og gå fuldt ind i trænerrollen og ikke 'ofre' kroppen hver dag rent fysisk, kunne jeg prøve at blive mig selv igen,« siger Oscar Hiljemark til B.T.
Spillerkarrieren sendte ham blandt andet forbi PSV, hvor han spillede sammen med Mathias Zanka, Rusland og også Genoa og Palermo i den bedste italienske række. Men en skade mod FC Nordsjælland satte en stopper for flere end de 28 kampe for det svenske landshold og de 11 kampe for AaB, det blev til.
»Da jeg tog beslutningen (om at stoppe, red.), var det både svært og hårdt. Så tog jeg en to-tre uger hjemme i Sverige for at finde ro i det,« siger svenskeren om erkendelsen af, at det var slut – både som AaBer og svensk landsholdsspiller, hvor den sidste kamp for blågult blev på Brøndby Stadion mod Danmark.
Og selvom tilværelsen har været træls, så har han nu fundet sig til rette i rollen.
»Som person passer det mig næsten bedre at være træner end spiller. Som spiller er der lidt mere fokus på dig selv, og du skal have styr på dine egne ting,« siger han.
»Som spiller, når man har været rundt i Europa, har der været steder, hvor det har været lidt mere et onemanshow. Her gør vi det i AaB, både blandt spillerne og i trænergruppen, som et team,« fortsætter Hiljemark, der på grund af sit skadesforløb fik en del kampe på tribunen for AaB. Hér var han så vokal i sin coaching, at springet til en trænerpost måske alligevel ikke var så stort.
»Jeg håber, at hvis du spørger inde i omklædningsrummet, vil de sige, at der ikke er forskel på mig nu som træner i forhold til som spiller,« siger han selv, inden han igen understreger, hvor meget han nyder, at det ikke længere er 'mig-mig-mig', der tænkes i.
Lige så pludselig karrierestoppet kom for mange, lige så pludselig måtte det have været for Hiljemark selv, da han pludselig – midt i trænerkurser og trænervakuum – skulle være vikarierende AaB-chef.
»Jeg følte mig meget tryg i rollen, fordi vi har en god stab. Det var en meget udviklende periode for mig som individ,« siger han om de tre kampe, der fik en drømmestart og en maveplasker med en 2-0-sejr i Herning – og et 1-4-nederlag til Silkeborg.
Selvom han nu er tilbage i assistentrollen – denne gang mere frivilligt, end da spillerkarrieren sluttede – nyder han det.
»Da jeg var skadet, krævede det utrolig meget for, at jeg kunne fungere i hverdagen. Og jeg har stadig store problemer med hoften. Nu kan jeg håndtere smerten – men hver gang du vågner og har ondt 24/7, så er det bare rart at kunne sætte hovedet på: 'Okay, i dag skal du ikke spille fodbold, du skal træne fodbold',« siger Hiljemark, der af og til kan deltage i boldlege på træningsbanen – men:
»Min hofte er stadigvæk lort – men jeg jobber mere med hovedet nu end med kroppen, og det synes jeg er megafedt,« slutter svenskeren med et smil.
