F.C. København er i gang med sin ringeste sæson i det nye årtusind. Alligevel har cheftræner Ståle Solbakken '200 procent' opbakning fra ledelsen. Men burde han egentlig have det?

Det diskuterede cheftræner i FC Helsingør, Christian Lønstrup, analytiker i Lyngby, Jonathan Hartmann, og journalist Morten Glinvad mandag i Fodbold FM hos Rasmus Dam Nielsen på Radio24syv.

»Man skal altid stille store krav til FCK, og lige nu har de det svært,« lød det fra Lønstrup.

Ståle Solbakken har i løbet af sæsonen flere gange fastslået, at han mener, at der er gode ting på vej, og at han stadig tror på, at den nuværende gruppe FCK-spillere kan lykkes i hans system. Det er Jonathan Hartmann dog mere usikker på:

»Jeg tvivl på, at de kommer lige om lidt. Der er noget med FCK’s spillestil. De spillere, der er kommet ind, er ikke alene et niveau under dem, de skulle erstatte, hvilket selvfølgelig er naturligt nok. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt Boilesen for eksempel kan løfte Augustinussens arv. Kan Zeca og Kvist blive Kvist og Delaney? De nuværende spillertyper, synes jeg, ligger et stykke fra den indlægsorienterede, forsvarsorienterede, dødbold-orienterede stil, FCK havde, da de vandt mesterskabet,« siger han.

Du kan høre hele diskussionen og analysen øverst i artiklen og resten af programmet HER