Ariël Jacobs og FC København havde godt fat i deres randrusianske gæster i det meste af første halvleg. Men Randers-træner Colin Todd udmanøvrerede sin modpart med taktiske justeringer i pausen.

Randers slog søndag aften FCK med 3-1 i Parken og tilføjede de danske mestre deres tredje nederlag på stribe.

Thomas Delaney havde ellers bragt værterne på sejrskurs med et flot hovedstød midtvejs i første halvleg, men en Ronnie Schwartz-udligning i det 35. minut bragte Randers tilbage i kampen.

Indtil da havde FCK haft godt styr på begivenhederne og spillet sæsonens bedste fodbold hidtil. Men FCK var slet ikke parat til det Randers-hold, der kom ud fra pausen i Parkens korridorer.

- Jeg følte, at vi kunne få muligheder på kontraangreb, så jeg var rolig nok i pausen. Jeg sagde, at vi skulle stå lidt dybere i forsvaret, holde midtbanen tættere på forsvaret og så forsøge at fange dem på kontraangreb. Og det lykkedes. Vi overrumplede dem i anden halvleg, og det blev de frustrerede over. Det fandt de aldrig modsvar til, siger Colin Todd.
 
- Kontrasten fra første til anden halvleg var fantastisk stor, for det var som en helt anden kamp.

Scoringer af Jonas Borring og Nicolai Brock-Madsen sendte Randers hjem til Kronjylland med en sejr, men paradoksalt nok tøver Colin Todd ikke med at kalde kampen for 'sæsonens værste'.

- Jeg var følelsesløs i første halvleg. Som hold havde vi ingen disciplin, hvilket er usædvanligt, for vi er et meget disciplineret hold. Vi var meget åbne. Vi skylder vores keeper en stor tak for at holde os inde i kampen.

FC København har med nul point på kontoen efter tre kampe begivet sig ud på klubbens værste Superliga-start nogensinde, men Colin Todd mener stadig, at FCK har masser af kvalitet.

- Selvom de ikke vundet i tre kampe, ved jeg, hvor godt et hold de er. Jeg tror, at de et eller andet sted på vejen kommer til at slå nogen stort. Tre kampe er ingen krise. Folk er unfair, når de siger det, siger Colin Todd.