Søren Berg forlænger ikke sin kontrakt i Randers. Parterne har ikke kunnet opnå enighed.
Efter tre år i Randers FC forlader Søren Berg klubben efter søndagens kamp mod Sønderjyske.
Randers FCs direktør Jacob Nielsen udtaler på klubbens hjemmeside:
- Søren Berg er en profil, der forlader os. En spiller, der har sat et stort aftryk i klubben igennem de tre år, som han har været her. Han har haft en stor positiv påvirkning på klubben, men vi har desværre ikke kunnet nå til enighed om en forlængelse, så derfor skilles vores veje, når Randers FC søndag har spillet mod Sønderjyske. Jeg vil takke Søren Berg for hans tid i klubben og ønske ham al mulig held og lykke fremover.
Søren Berg vil mindes tiden i Randers med et smil.
- Det har været tre år i Randers FC med meget fine oplevelser. Vi har været med i Europa to gange, vi opnåede en femteplads som den bedste placering i klubbens historie, og jeg har været med til at undgå en meget truende nedrykning. Så det er tre år, som jeg vil se tilbage på med meget stor glæde og tilfredshed, udtaler Søren Berg.
Søren Berg kom til Randers FC den 1. januar 2008 fra den norske klub Stavanger. Det er hidtil blevet til 113 kampe for Randers FC og 26 mål inden søndagens kamp i Superligaen mod SønderjyskE.