Den hollandske storklub Ajax Amsterdam er for alvor brændt varm på FC Nordsjællands midtbaneprofil Mathias Jensen.

BTs kilder fortæller, at Ajax i næsten et år har kigget på den danske U21-landsholdsspiller, og at interessen er blevet intensiveret i løbet af de seneste måneder.

Ajax’ danske superscout, John Steen Olsen, bekræfter over for BT, at man følger FC Nordsjællands kampe med største interesse. Øverst i artiklen kan du se alle mål fra efterårets sidste Superliga-runde

»Ja, jeg har været oppe og kigge på FC Nordsjælland flere gange, og der er flere spillere, som er interessante deroppe. Men jeg vil helst ikke nævne navne,« fortæller John Steen Olsen, der i Holland er kendt som manden, der fandt Zlatan Ibrahimovic, Christian Eriksen og Kasper Dolberg.

FC Nordsjællands sportsdirektør, Carsten V. Jensen, nikker genkendende til interessen fra Ajax, der i forvejen har danskerne Lasse Schöne, Kasper Dolberg og Victor Jensen på kontrakt.

»Jeg kan godt bekræfte, at Ajax er iblandt de mange klubber, der kigger på vores spillere. Og det er ikke overraskende, for vi uddanner spillerne til at spille fodbold på en måde, som Ajax finder interessant,« siger FCN-direktøren, der også afslører, at hollænderne langt fra er de eneste, der har fået øje på Mathias Jensen & co.

»Som udgangspunkt er jeg ikke overrasket over, at der er interesse for vores spillere. Men jeg ved også, at interessen kommer mange forskellige steder fra. Hen over det seneste halvår har samtlige af vores hjemmekampe her gang været besøgt af et sted mellem 20-50 udenlandske scouts, agenter og klubber.«

Men selvom interessen er til stede, skal der ifølge Carsten V. Jensen et ualmindeligt godt tilbud på bordet, før et salg af Mathias Jensen kan komme på tale.

»Det er ikke et mål for os at sælge stamspillere i dette transfervindue, vi vil som udgangspunkt gerne se, hvor langt vi kan nå med det her hold – og så må vi se, hvordan det ser ud til sommer,« lyder det fra sportsdirektøren.

Mathias Jensens agent, Christian Schæffer, vil ikke kommentere på konkret interesse, men nøjes med at konstatere:

»Han er en spiller i rivende udvikling. Han har et stort ansvar både på U21-landsholdet og i FC Nordsjælland, og han bevæger sig fremad hele tiden. Han har det godt i Nordsjælland, men fodbold er fodbold, og man ved aldrig, hvad der sker,« siger agenten.

21-årige Mathias Jensen har i de seneste sæsoner været en markant skikkelse på FC Nordsjælland-midtbanen. Og han er desuden anfører på det danske U21-landshold, der er på vej mod kvalifikation til EM-slutrunden i 2019.

Og den danske landstræner, Åge Hareide, har også bidt mærke i den pasningsstærke FCN-spiller. Nordmanden udtog for nyligt Mathias Jensen til ligalandsholdsturentil Abu Dhabi i januar, hvor landstræneren vil kigge flere superligaprofiler efter i sømmene, inden han skal udtage truppen til sommerens VM i Rusland.