Den 2. januar 2009 bragte Berlingske et stort portræt af Jesper Grønkjær i serien, der hed Barndommens Gade. Læs her fortællingen om en mand i en fodboldverden, han aldrig ønskede sig ind i. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Blæsten. Den er et af hans første minder. Den evige vind fra vest. Ind over det flade landskab og op over boldbanerne.
Dengang var det hele nyt. Træerne, der i dag er voksne, men stadig kæmper ufortrødent og forgæves mod vinden, var tilbage i 1988, da Lerpytter Stadion blev anlagt, blot små busklignende gevækster. Resten var marker.
Og så var der stenene. Altid poppede de op, og inden man kunne spille fodbold, fik man en blå spand udleveret af materialemanden, og så gik man frem og tilbage og samlede sten, indtil de fleste var væk, og man kunne spille fodbold.
Så stod far Poul Erik ude ved sidelinjen og råbte. Han syntes, han vidste en masse, men i virkeligheden kunne hans fodboldforstand også ligge på et ganske lille sted. Men hovedsagen var, at han gik op i det. Han fik sig en hobby. Var altid en af de fædre, der kørte, når Jesper og hans holdkammerater skulle spille på udebane.
Hans mor var der også. Irmelin. Tre år yngre end Poul Erik. En helt anden type. Stille og moralsk korrekt. Uden nogen som helst interesse for fodbold. Hun kom der mere for at hjælpe til i klubhuset og for at være sammen med familien og de andre forældre.
For de kendte alle sammen hinanden i Thisted. Handlede de samme steder. Spillede fodbold på de samme baner, kælkede på de samme bakker og kendte de samme historier om de samme mennesker.
Og det hele hænger ved.
- Jeg har svært ved at slippe ting, og jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg kommer fra, og det bærer jeg med mig. Uanset hvor lang tid, jeg er i København, kommer jeg ikke til at snakke københavnsk, og jeg bliver ved med i et eller andet omfang at være provinsiel. Mine venner er herfra. Jeg har en fællesnævner med mange af dem, siger Jesper Grønkjær hen over sin pizza på den lille Pizzeria Roma nede ved havnen.
Men der er sket noget. Hver år mødes han med sit gamle drengehold hjemme hos træner Kaj, og så pløjer de hans have op eller spiller fodbold et andet sted. Det er en tradition. I dag er drengene politimænd og farmaceuter. Jesper Grønkjær er professionel fodboldspiller.
- I starten havde man måske tanken om, at folk, der blev her, stod lidt stille, men det er jo bare en selv, der har flyttet sig. Det er jo ikke deres skyld. Jeg er et sted, hvor tingene måske går lidt hurtigere, men samtidig kan jeg jo også godt lide at komme hjem. Det er bare mig, der er blevet lidt rodløs, siger Grønkjær . - Jeg har den bankende rytme heroppe fra, men det er ikke mit hjem længere. Jeg er glad for det, hver gang jeg kommer her. Men det er ikke, hvad jeg længes mod.
Vi er taget med hjem til Thisted. Hans mor døde af kræft i 2004, men hans far og hans søster bor her stadig. Det var her, Jesper Grønkjær voksede op, efter at hans mor, som var sygeplejerske, og hans far, der var elektriker og slagter, var kommet hjem fra fem år i Nuuk, hvor han blev født den 12. august 1977.
Det var her, han gik i skole, spillede fodbold, bordtennis, håndbold, fik sin første kæreste, gik tur med hunden, tog ned til campingpladsen ved vandet for at mødes med sine venner og pigerne, på det tidspunkt, da han også holdt op med at gå i træningsdragt i skolen, fordi det var smartere med cowboybukser. Om sommeren tog de på camping i Danmark, og her talte Sjælland ikke med. Skiferier var udelukket. Sne var noget, Vorherre havde skabt i vrede, havde Jespers far konkluderet efter fem år i Grønland.
Somme tider blev han passet af sin farmor i Hanstholm. Så sad de oppe på pynten og kiggede på færgerne, der kom ind, eller de gik ned i centret, og når han var på besøg, blev farfar smidt ned på sofaen, og så lå Jesper oppe ved siden af sin farmor. Hun havde tid. »Og det er det, børn har allermest brug for. At der er tid til dem.
Det var på Østre Skole på Kronborgvej, at han gik hele sin skoletid fra børnehaveklassen til 9. klasse. God til matematik og lidt under gennemsnittet i sprogfagene.
Engang smadrede han nogle lamper med en bold (det er præcis de samme lamper, der hænger der i dag, konstaterer han), og så blev der skrevet i kontaktbogen, men han turde ikke vise det til sine forældre, og så blev der ringet hjem til hans mor.Så sad hun og græd ved siden af min seng, og jeg måtte love, at jeg aldrig ville gøre sådan noget mere. Sådan fortalte hun mig på sin egen blide måde, hvordan jeg skulle opføre mig, og så var jeg oppe at sidde ved gangvagten i frikvartererne.
I 2. klasse flyttede familien, der var blevet forøget med en lillesøster, fra huset i Østbyen, men blev i Thisted.
- Det har vel været for dyrt at varme sådan et stort hus op, synes Jesper Grønkjær , at han husker.
Lige neden for det nye hus, lå boldbanen. Her satte drengene håndboldmålene sammen til fodboldmål og lavede skemaer og turneringsplaner, og Jesper Grønkjær var Jean-Pierre Papin, fordi han kunne lave nogle mærkelige mål, hvor han fløj sådan lidt sidelæns i luften. Eller også spillede de med playmobilmænd hjemme på bordet.
Han var god, men ingen tænkte på, at han skulle være professionel fodboldspiller. - Jeg er fra en egn, hvor der ikke er tradition for det. Man stak ikke ud. Dengang var der Calle Facius, som kom fra en by lidt her uden for, og der var en fra AaB, der hed Henrik Madsen, og som kom ude fra et fiskerleje, der hedder Vorupør. Jo, og så var der en, der hed Henrik Andersen, som var håndboldspiller ovre i København. Ellers var der ikke nogen, der blev professionelle.
Men en dag i 1992 var der en, der ringede, og så var Jesper Grønkjær pludselig på et udvalgt hold. Der var interesse fra Ikast, AaB og AGF, men ingen i Thisted vidste, hvordan man tacklede sådan noget, så Jesper og hans forældre forsøgte efter bedste evne at træffe de rigtige beslutninger. En af dem var, at Jesper skulle skifte til AaB, da han var 16.
- Min far gik på arbejde nede på slagteriet klokken seks om morgenen og kom hjem klokken tre. Min mor havde måske lavet mad, og så spiste vi og kørte igen klokken kvart i fire. Så trænede jeg og var hjemme halv ni om aftenen, og så havde min mor lavet aftensmad, fortæller Jesper Grønkjær , der samtidig gik på handelsskolen i Thisted.
Efter to år på den måde flyttede Jesper Grønkjær til Aalborg, hvor han blev indlogeret i trænerskolens nietagers bygning, hvor der også boede andre Team Danmark-elever.
- Det var absolut ikke med min mors gode vilje, at jeg flyttede, men så hjalp hun mig og kom med mad til fryseren. De havde været over grænsen at hente tallerkner og bestik. Til jul kom de med nisser, men jeg var 18 år gammel og pillede dem ned igen, da de var kørt.
Her blev roden rykket op og rodløsheden grundlagt. Han skulle lære at lave mad og blev af en kammerat for første gang i sit liv præsenteret for en kyllingefilet, der ikke stadig sad på en kylling, og kartofler tilberedt i ovnen. Hjemme havde de fået mere traditionel mad. Og det var fint, fint.
Hurtig succes i AaB. Tilbud fra udlandet. Ja tak til Ajax. Og af sted som 19-årig.
- Jeg tror, at rodløsheden kommer af, at mange ting kom så pludseligt. Det faldt mig let i starten med det her fodbold. Jeg kom på udvalgt hold, på landshold, kom ud at rejse, flyttede til AaB, blev en folk kiggede efter, og det hele kom ligeså stille hen ad vejen, og jeg var ikke altid selv med, ræsonnerer Jesper Grønkjær .
- I bund og grund var der ikke noget, der lå mig fjernere end at skulle til udlandet. Og jeg frygtede det. Men jeg følte, at det ville være det mest velsete at gøre. Mange af mine valg blev truffet ud fra, hvad man burde. Jeg havde hjemve i starten, og senere blev det mere en længsel efter at komme hjem igen, men jeg vidste ikke, hvad det var, jeg skulle hjem til, erkender han.
Fra Ajax blev han solgt til Chelsea, og efter fire år skiftede han til Birmingham, kort efter til Atletico Madrid, kort efter til Stuttgart, kort efter vendte han hjem til Danmark. Til FC København. Forkerte var de hurtige klubskifter efter Chelsea, erkender han, men moderens dødsfald fik ham til at handle irrationelt, og til sidst var den eneste løsning at vende hjem til Danmark.
Og nu. Hvad så nu? Succesen i FC København har de seneste syv, snart otte, måneder været afløst af en nedtrykkende skade, der begyndte forholdsvist banalt med et problem med den ene menisk og kulminerede med en stafylokokinfektion, der truede ham på hans førlighed. Og så er tankerne kommet. Det hele er gået slag i slag indtil nu. Og nu. Hvad så nu? - Det er måske netop problematikken, at jeg ikke aner, hvad det er, jeg længes mod. Jeg ved ikke, hvor det ender. Det gør, at man er i et oprør med sig selv. At der ikke er nogen masterplan lige nu. Det passer mig meget dårligt, erkender Jesper Grønkjær .
Han er 31 år. Kan skimte karrierens slutning, selvom har gerne skulle begynde at spille fodbold igen efter nytår. Men hvad hvis det ikke lader sig gøre? Og selvom det skulle, er der vel maksimalt fem år tilbage.
- Det bruger jeg meget tid på at tænke over. Og det tror jeg ikke er godt. Det er unødige bekymringer, der gør, at man nogle gange ikke bare kan leve. Det betyder, jeg glemmer mig selv lidt, og det er farligt. Det gør, at jeg føler mig rodløs, selvom jeg har et hus og har en bil og kan betale mine lån - men det er ikke lykke, siger Jesper Grønkjær .
Og så kommer et af de store spørgsmål. Et af dem, man søger svar på hele livet.
- Hvad fa'en er lykke? Jeg ved det ikke selv. Jeg kan glæde mig og finde begejstringen ved fodbold, men jeg kan ikke finde lykke inde på fodboldbanen. Min tid efter fodbolden kommer nærmere, men jeg ved ikke, hvad jeg vil. Jeg ved en frygtelig masse, jeg ikke vil. Det irriterer mig, at jeg ikke har drømme den vej.
