Man vil kunne finde celleforandringer meget tidligt – og så skal kvinder testes mere sjældent.
En ny metode til at screene for livmoderhalskræft er på vej, og vil snart træde i kraft.
Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Som det er nu, anbefales kvinder over 23 år at få foretaget et celleskrab hvert tredje år, hvor man bliver screenet for sygdommen.
Det bliver med den nye metode - for nogen - nu ændret til hvert femte år, skriver Sundhedsstyrelsen.
Det skyldes, at man fra 2025 overgår til en metode, hvor kvinder i alderen 30-59 år - i forbindelse med screeningen for livmoderhalskræft - også vil få alle prøver undersøgt for HPV-virus.
Siden 2021 har man derimod kørt de to undersøgelser separat. Med den nye metode vil processen forblive den samme, mens der er så forskel på, hvordan den senere bliver undersøgt, lyder det:
»Begge metoder er gode og sikre, og de har hver deres fordele og ulemper. Den valgte metode – HPV-screening – ser ud til at kunne finde de svære celleforandringer tidligere,« siger enhedschef Maria Herlev Ahrenfeldt, der tilføjer:
»HPV-undersøgelsen er mere følsom end undersøgelsen for celleforandringer, så får man en negativ HPV-test betyder det, at man med stor sikkerhed ikke har celleforandringer, der skal behandles. Derfor behøver man ikke at blive screenet så ofte.«
Såfremt man får en negativ HPV-test vil man således kunne udsætte celleskrabet med et par år, mens man ved en positiv HPV-test vil blive tilbudt kontrolundersøgelser for at holde øje med, at man ikke udvikler celleforandringer.
Med ændringen til HPV-screening kommer Danmark til at følge andre europæiske lande, der allerede bruger metoden.