Lyt til artiklen

Søndag er lig med sport - masser af sport. I dag er der Superliga, Premier League, Bundesliga, VM i cykling og meget, meget mere på menuen. Jeg hedder Johan Lyngholm og vil efter bedste evne guide dig gennem dagens vigtigste nyheder og de mest interessante begivenheder.

21:25 - CYKLING - Peter Sagan gjorde det!
Det blev den farverige slovak Peter Sagan, der snød alle konkurrenterne, da han på den lille nedkørsel 2,5 kilometer fra mål uimodståeligt rykkede fra feltet. 25-årige Sagan kørte i mål i ensom majestæt til sin første verdensmester-titel. Matti Breschel blev bedste dansker på 32. pladsen - 21 sekunder efter Sagan.

20:45 - CYKLING - Angrebsraseri mod målstregen
Der resterer mindre end 30 kilometer i VM i linjeløb og Matti Breschel sidder godt i feltet. Christopher Juul-Jensen var for lidt siden helt fremme og lufte de rød-hvide farver med Breschel på slæb. Boonen, Kwiatkowski, Moreno, Mollema, Amador, Viviani er også med helt fremme, så der venter uden tvivl en dramatisk afslutning.

20:10 - CYKLING - Får vi en dansk verdensmester?
Der resterer lidt under kilometer ved VM i linjeløb, hvor vi netop har været vidne til et massestyrt, der dog - heldigvis - ikke så ud til at være så alvorligt. Og tilsyneladende blev ingen af de seks danskere hårdt ramt. Alle er på cyklen igen og jagter fortsat drømmen om VM-triumf. De seks danskere er Christopher Juul Jensen, Michael Mørkøv, Michael Valgren, Rasmus Guldhammer, Lars Bak og Matti Breschel, hvor sidstnævnte på forhånd er spået de bedste chancer.

19:52 - FODBOLD - FCN kravler mod Superliga-toppen
På to mål i de første tyve minutter vandt FC Nordsjælland 2-0 over AGF og rykker dermed op på Superligaens femteplads. Læs referatet af kampen her.

19:30 - FODBOLD - Dortmund dukket til sidst
Med en scoring i 90. minut snød oprykkerne fra Darmstadt Borussia Dortmund for sejren i søndagens Bundesliga-opgør. Kampen endte 2-2.

19:24 - FODBOLD - Dommerbrøler af Anders Poulsen
Der resterer cirka 20 minutter af FC Nordsjælland-AGF og stillingen er 2-0 til hjemmeholdet. Men det kunne meget vel have stået 2-1, hvis kampens dommer Anders Poulsen havde dømt det straffespark, som burde være dømt for få minutter siden. Aleksandar Cavric blev sendt i dybden i feltet og fik fødderne fjernet af Patrcik Mtiliga, der smed sig ned i Cavric uden at ramme bolden. Fløjten forblev dog tavs fra kampens dommer Anders Poulsen. Skidt beslutning.

19:12 - FODBOLD - Historisk bomber i Bundesligaen
Forleden var det Bayern Münchens Robert Lewandowski, der satte en lang række rekorder, da han scorede fem gange på ni minutter. Nu har også Pierre-Emerick Aubameyang fundet vej til historiebøgerne. Dortmund-angriberen har i aftenens opgør mod Darmstadt vendt 0-1 til 2-1, og dermed har skarpretteren scoret i alle Dortmunds syv Bundesliga-kampe i sæsonen. Det har ingen gjort før.



18.45 - FODBOLD - Syv ting vi taler om efter derbyet
Rodolphs reggae, FC Københavns målmangel og Ronnie Schwartz' målmangel. BTs folk på Brøndby Stadion har samlet de syv ting, vi taler om efter søndagens derby. Læs med her

18:30 - FODBOLD - AGF i problemer
AGF fik noget af gave lørdag, da de fik tildelt en skrivebordssejr over Hobro. Og noget tyder på, at aarhusianerne skal sætte sin lid til den slags afgørelser. I hvert fald ser det helt skidt ud inden for kridtstregerne. Efter 18 minutter af kampen mod FC Nordsjælland er de bagud 2-0.

18:20 - HÅNDBOLD - Tyske tæsk til KIF Kolding
30-18 vandt træner Nikolaj Jacobsens tyske klub Rhein-Neckar Löwen over KIF Kolding København. En regulær ydmygelse af danskerne i Champions Leagues gruppe B.

18:15 - GOLF - Lige ved og næsten for dansk golfkomet
19-årige Emily Kristine Pedersen lå længe til sejr i en fransk turnering på Europa Touren, men kiksede i afslutningen. Efter omspil måtte hun nøjes med andenpladsen. Læs mere her.

18.05 - MOTORSPORT - Casper Elgaard DTC-mester for sjette gang
En spændingsmættet sæson i AutoMester Danish Thundersport Championship blev søndag eftermiddag afsluttet på FDM Jyllandsringen, hvor Yokohama DM-Finalen blev afviklet. For sjette gang i karrieren kunne Casper Elgaard sikre sig det prestigefyldte mesterskab – denne gang i en duel med sin teamkammerat Dennis Lind, Roskilde. Dennis Lind førte inden finalerunden, men måtte i det første kvalifikationsheat udgå med en skadet bil. Det og senere en punktering blev dyrt for Dennis Lind, der til sidst måtte se Casper Elgaard gå forbi i den samlede stilling. Dennis Lind slutter som toer, mens Jan Magnussen bliver treer.

17:54 - FODBOLD - FC Midtjylland nyt tophold i Superligaen efter dramatisk besøg i Randers
FC Midtjylland udnyttede med en 2-0-sejr i Randers, at FCK tabte i Brøndby. Ulvene er nu tilbage på Superligaens førsteplads. Læs referatet af eftermiddagens sejr her.

17:52 - FODBOLD - Får jeg karantæne, er det ikke et frit land!
Ståle Solbakken var optaget af én ting efter derby-nederlaget i Brøndby, hvor han boltrede sig med hidsige ytringer. Nysgerrig? Læs her.

17:43 - HÅNDBOLD - Kolding KBH i problemer mod Nikolaj Jacobsens tyskere
KIF Kolding København har store problemer i den hjemlige håndboldliga, og det har de også i søndagens Champions League-kamp hjemme mod tyske Rhein-Neckar Löwen. Tyskerne, der har danske Mads Mensah i aktion og trænes af landsholdslegenden Nikolaj Jacobsen, førte 12-8 ved pausen og med 25 min tibage er stillingen 16-10.

17:35 - FODBOLD - Fra målhelt til skurk
I ti minutter kunne Patrick Bangaard løbe rundt i Randers og glæde sig over sin scoring, og så var det ellers i bad. Midtstopperen kastede sig hensynsløst ind i Randers' Patrick da Silva, og det takserede kampens dommer Kenn Hansen til direkte rødt. En livline til Randers, der nu har et lille kvarter til at vende 0-2 til et brugbart resultat.

17:29 - FODBOLD - FCM udnytter gigantbrøler
To mål på to minutter, hvoraf det sidste var efter en regulær brøler af Randers' Mads Fenger, der sendte FCMs Jakob Poulsen helt alene med Randers-keeperen. Poulsen lagde den uselviske på tværs til Morten Duncan Rasmussen, der let kunne gøre det til 2-0 i udekampen mod randrusianerne. Kort forinden havde Patrick Banggaard gjort det til 1-0. Med en sejr vil FCM kravle op på førstepladsen i Superligaen efter FCKs nederlag til Brøndby tidligere på dagen.



17:19 - FODBOLD - Dansk sportshistories vildeste tifo?
Det var et voldsomt imponerende syn, der ventede spillere, trænere, tilskuere og tv-seere på Brøndby Stadion kort før kick off i New Firm. Tjek lige denne historiske tifo ud herunder:

27-09-2015: Superliga fodbold Brøndby IF - FC København. Tifo Foto: Lars Møller/Scanpix
27-09-2015: Superliga fodbold Brøndby IF - FC København. Tifo Foto: Lars Møller/Scanpix Foto: Lars Møller
Vis mere

27-09-2015: Superliga fodbold Brøndby IF - FC København. Tifo Foto: Lars Møller/Scanpix
27-09-2015: Superliga fodbold Brøndby IF - FC København. Tifo Foto: Lars Møller/Scanpix Foto: Lars Møller
Vis mere


16:50 - CYKLING - Danskere kæmper om VM-medaljer
Christopher Juul Jensen, Michael Mørkøv, Michael Valgren, Rasmus Guldhammer, Lars Bak
og Matti Breschel står for de danske håb ved VM i linjeløb i amerikanske Richmond. Der resterer 13 omgange af løbet, der lige nu føres af otte mand i udbrud. Førergruppen, der ikke har nogle danskere repræsenteret, har et forspring til feltet på over tre minutter. Der er cirka 190 kilometer til mål.

16:45 - HÅNDBOLD - Skjern vinder i Champions League
Skjern Håndbold tog søndag eftermiddag en fin skalp i Champions Leagues gruppe D. Ude mod norske Elverum blev det til en sejr på 37-23, og dermed har jyderne fået to sejre i to gruppekampe. Det er nok til at føre Champions Leagues gruppe D. Stærkt!

16:33 - FODBOLD - Randers og FCM i kamp om førstepladsen
Med FC Københavns nederlag til Brøndby tidligere i dag kan både Randers og FC Midtjylland hoppe op på Superligaens førsteplads med en sejr i eftermiddagens kamp. Efter en halv times spil er stillingen dog fortsat 0-0.

16:24 - FODBOLD - Hurra for Austin Powers
Han er fuld af power ham den nye Brøndby-spiller Rodolph Austin. I søndagens 1-0-derbysejr over FC København var jamaicaneren et monster på Brøndby-midtbanen. Ifølge BTs journalister på stedet var Rodolph Austin bedste mand på banen. Læs alle karaktererne her og se, om du er enig.

16:16 - GOLF - Dansk pige tæt på stor triumf
19-årige Emily Kristine Pedersen er tæt på at hente en stor sejr på kvindernes Europa Tour. Efter 14 ruller på fjerde og sidste runde fører hun turneringen Lacoste Ladies Open med tre slag ned til franske Celine Herbin, der er tre slag efter.

16:06 - FODBOLD - Dommer forsvarer omdiskuteret beslutning
Ståle Solbakken var ikke i tvivl. Dommer Jakob Kehlet skulle have smidt Ronnie Schwartz ud for en voldsom tackling på Tom Høgli efter fem minutters spil af derbyet mellem Brøndby og FC København. Selv er dommer Jakob Kehlet dog ikke i tvivl om, at han tog den rigtige beslutning ved blot at hive det gule kort op af lommen. Han begrundede det med, at Schwartz ikke giv ind i tacklingen med strakt ben eller knopperne forrest.

15:53 - FODBOLD - Tom Høgli til observation på sygehuset
FC Københavns norske back Tom Høgli måtte udskiftes efter bare fem minutters spil af søndagens derby mod Brøndby. Tacklingen fra Ronnie Schwartz var så voldsom, at backen nu er til observation på sygehuset. Det meddeler FC København via deres twitter-profil.


15:31 - FODBOLD - Ståle raser videre over dommer - »det er direkte svagt!«
Allerede i pausen af Brøndby-FCK rasede københavnernes manager Ståle Solbakken over dommer Jakob Kehlet, der undlod at give Brøndbys angriber Ronnie Schwartz rødt kort for en voldsom tackling på Tom Høgli, som efterfølgende måtte udgå med en skade.
»For mig at se var det utroligt svagt og vagt af dommeren, at han ikke tør træffe den beslutning. Det er direkte svagt,« lyder det kontant fra Ståle Solbakken til TV3 Sport.
»Hvis ikke det er til rødt, så er der intet der er til rødt.«

15:25 - FODBOLD - »Det er det største øjeblik i mit fodboldliv«
Brøndbys 23-årige målmand Frederik Rønnow er ikke i tvivl efter karrierens første 'New Firm'. Den tidligere Horsens-keeper holdt nullet i 1-0-sejren og kunne kort før kickoff opleve en vildt imponerende tifo fra hjemmeholdets fans.
»Det er det største øjeblik i mit fodboldliv,« siger Frederik Rønnow til TV3 Sport1.

15:09 - FODBOLD - Brøndby vinder derbyet
Slut i Brøndby! Efter 93 minutters krig blev det Brøndby, der hentede tre point i søndagens New Firm. Martin Albrechtsen blev matchvinder med sin scoring på hovedet med knap et kvarter tilbage af opgøret. Det blev kampens eneste scoring. Læs meget mere om kampen her.

15:05 - FODBOLD: Se Brøndby-tilhængernes vilde tifo
Der var på forhånd annonceret en Brøndby-tifo ud over det sædvanlige, og den skuffede ikke. Da spillerne fra FCK og Brøndby gik ind på Brøndby Stadion, var det til synet af en gladiator, der halshuggede af en løve og løftede det bloddryppende hoved i triumf. Brøndby har nu lagt en video af tifoen op, som du kan se lige her:



14:54 - FODBOLD: Brøndby i ekstase!
Brøndby har bragt sig i front i københavner-derbyet! Med et lille kvarter tilbage af kampen har den tidligere FCK'er Martin Albrechtsen bragt hjemmeholdet foran 1-0. Johan Larssons afslutning på kanten af feltet blev rettet af og strøg mod himlen, og da den dumpede ned, dukkede Brøndby-stopperen op og headede bolden i mål. Nu koger det på Vestegnen!



14:50 - FORMEL 1: McLaren-boss lukker døren for Magnussen
Medier verden over havde op til søndagens japanske grand prix spekuleret i, at McLaren-briten Jenson Button ville annoncere sit karrierestop. Nu peger pilen i stedet i modsatte retning, hvilket er skidt nyt for danske Kevin Magnussen, der i år har været reduceret til en rolle som reservekører. Adspurgt af Sky Sport om Jenson Button og Fernando Alonso også er i de to McLaren-biler næste år, lyder det prompte fra McLaren-teamets øverste chef, Ron Dennis:
»Ja. Hvad mere vil du have?«
Dermed ligner det et dansk exit fra McLaren. Kevin Magnussen har ved flere lejligheder gjort det klart, at han ikke er interesseret i endnu et år som reservekører.

14:27 - FODBOLD: Ståle Solbakken raser og Schwartz-tackling
Dommer Jakob Kehlet hev ved en fejl det røde kort op af lommen, da Brøndby-angriber Ronnie Schwartz efter fem minutter af New Firm-opgøret kastede sig voldsomt ind i FCK-backen Tom Høgli, der efterfølgende måtte udgå. Kehlet ændrede badebilleten til en advarsel, men ifølge FCK-manager Ståle Solbakken var tacklingen til direkte rødt.
»Den tackling havde ude på gaden givet mellem 5 og 10 år i fængsel,« lød det bitre skudsmål i pausen til TV3 Sports reporter på Brøndby Stadion.
Tidligere FIFA-dommer Jan Hald er dog uenig. Læs, hvad han mener om tacklingen, her.

14:24 - FODBOLD: Tidligere Brøndby-stjerne hylder New Firm
I fire sæsoner var Mikkel Thygesen en vigtig del af Brøndby-truppen og her blev det til adskillige derbies mod FC København. Nu spiller han 1. division i FC Roskilde og må følge dagens opgør uden for kridtstregerne, men minderne om mødet med ærkerivalen sidder fast.

14:00 - FODBOLD: Ajax-træner sammenligner Fischer med Bergkamp
Viktor Fischer er en mand med selvtilliden - og skuldrene bliver nok ikke sænket lige foreløbig. Efter gårsdagens drømmescoring sammenligner hans træner, Frank de Boer, danskeren med selveste Dennis Bergkamp.
LÆS HVORFOR HER

13:45 - FODBOLD: Totti ude i en måned

Francesco Totti er skadet i en måned med en forstrækning i låret. Det skriver fodboldsiden Football Italia. Romas kaptajn måtte gå fra banen i 5-1-sejren over Carpi allerede efter seks minutter. Det var næppe den nyhed, som italieneren havde håbet på at få på sin 39 års fødselsdag denne søndag.

13:20 - FODBOLD - Bendtner mundlam over danske fans
Brøndby og FC Københavns fans leverer i skrivende stund en vanvittig stemning. En tifo til 250.000 kr. har hjemmeholdets fans blandt andet præsteret. Stemningen har blandt andet efterladt Nicklas Bendtner mundlam.



12:55 - CYKLING - Bertel Haarder trækker i land

Kulturminister Bertel Haarder var tidligere på ugen ude med en hård kritik af Bjarne Riis, som han kalde for en nar. Men nu er Bjarne Riis åbenbart ikke en nar alligevel. Rutinerede Haarder fortalte sig bare, påpeger han selv.
LÆS MERE HER

Der er fyldt på Brøndby Stadion.
Der er fyldt på Brøndby Stadion. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere


12:50 - FODBOLD: Derby udskudt
Brøndby - FC København skulle være begyndt kl. 13, men kampstarten er blevet udskudt efter samråd med politiet. 8.000 tilskuere mangler ifølge Brøndby stadig at komme på plads. Derfor har de besluttet at udskyde starten, til folk er kommet på plads.

12:40 - FODBOLD: Stilhed før stormen
Der er stilhed før stormen i Brøndby, hvor FC København om kort tid gæster Vestegnsklubben. En af de store samtaleemner før kickoff er den tifo, som Brøndby har forberedt. Meldingerne fra de blå/gule-fans er, at der skulle være noget stort i vente. 250.000 kr. skulle tifoen angiveligt have kostet.