Ajax-Farum i opløsning - klubben mangler 2,5 millioner i sponsor-kroner næste sæson.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Først faldt Farums bykonge Peter Brixtofte. Og nu er det første af Brixtoftes oppustede økonomiske eventyr på vej med ham ned i dyndet. I går offentliggjorde Ajax-Farums bestyrelse at Ajax-Farum håndbold ikke længere har økonomi til at forsætte på topniveau.

Ajax og Farum går hver til sit, når denne sæson slutter, og Ajax-delen beholder som den største aktionær alle spillere og hele trænerstaben, som efter planen flytter fra den nybyggede Farum Arena og sandsynligvis tilbage til Baunehøjhallen, hvor Ajax spillede, inden samarbejdet med Farum blev etableret for knap tre år siden.

Beslutningen blev truffet på et bestyrelsesmøde allerede onsdag, men først efter at spillerne blev orienteret i går, offentliggjorde håndboldklubben den kommende skilsmisse.

Godt arbejde, men...

Det var mangel på sponsorer, der til sidst endte med at fælde det højprofilerede samarbejde med både damehold og herrehold i landets bedste række og hjemmebane i en af landets flotteste håndboldhaller.

Administrerende direktør i Ajax-Farum, Ole Christensen, er ærgrerlig over, at det er kommet så vidt, selv om han længe har kæmpet for et fortsat økonomisk grundlag for klubben, efter at entreprenørfirmaet Skanska meddelte, at de ikke længere ønsker at være hovedsponsor for klubben.

»Desværre må vi sige, at de mulige sponsorer, vi har haft kontakt til, alle har kunnet se det fornuftige i det arbejde, der bliver lavet i Ajax-Farum. Men det har været en hæmsko, at vi hedder Farum, for det er et navn, som ingen rigtig vil forbindes med,« siger Ole Christensen.

B.T. har tidligere afsløret, hvordan Peter Brixtofte via en aftale med entreprenørfirmaet Skanska om overpris for byggeriet af Farum Arena, har pumpet omkring ti millioner kroner over i Ajax-Farum håndbold i form af en sponsoraftale for holdet. På samme måde har Farum Kommune betalt masser af penge til dyre sponsormiddage for Ajax-Farums sponsorer.

Den kontroversielle sponsorkontrakt med Skanska udløber ved udgangen af juni i år, og det er ikke lykkedes for klubben af finde de cirka 2,5 millioner kroner, der dermed kommer til at mangle i budgettet.

»Vi håber jo stadig, at der kommer en sponsor med en pose penge. Men vi må jo nok se i øjnene, at det nok ikke er særlig sandsynligt. Problemet med at finde sponsorer er jo ikke kun hos os. Det er et generelt problem i sportens verden lige nu at markedet er gået i stå,« siger Ole Christensen,

I Ajax-Farum konstruktionen var københavnerklubben Ajax den største aktionær med 50 procent af aktierne, mens Farum Håndbold og Superligaklubben Farum Boldklub ejede hver 25 procent af aktierne. Licensen til at spille i den bedste række tilhørte dog Ajax, der fortsætter med top-håndbold i næste sæson.

Meddelelsen om skilsmissen kom dog ikke som nogen overraskelse for spillerne.

»Spillerne var kede af at høre om vores situation, men de var nok ikke så overraskede. De har jo kendt vores situation længe,« siger direktøren.

Hvad Farum Arena nu skal bruges til, er endnu ikke besluttet - udover at Farum Håndbolds amatører fortsætter med at bruge hallen.