Yoghurt, der mindsker børns symptomer på forkølelse og influenza, kan meget vel blive virkelighed i Danmark inden årsskiftet.

Danisco - der blandt andet producerer tilsætningsstoffer - har udviklet et probiotisk produkt kaldet Howaru Protect, som virksomheden håber at få tilladelse til at bruge i mejeriprodukter.

Dermed er de såkaldte sundhedsanprisninger for alvor på vej ind på de danske supermarkedshylder. Det skriver Politiken torsdag.

I Danmark er det kun lovligt at sundhedsanprise et fødevareprodukt, hvis producenten får lov til det af den europæiske instans Efsa, som vurderer anprisningerne.

I øjeblikket er Efsa ved at gennemgå cirka 4.000 ansøgninger, og et internt dokument fra EU-kommissionen tyder på, at kommissionen vil tillade stort set alle fødevarer at bære en anprisning.

Det betyder, at mad, som vi normalt opfatter som usund, vil kunne få et sundhedsstempel på pakken.

I Daniscos tilfælde vil det ske med en såkaldt sundhedsanprisning på yoghurten, hvor der vil stå noget i stil med 'Reducerer risiko for forkølelse hos børn.'

Howaru Protect består af bakteriestammer, der kan være med til at styrke kroppens immunforsvar.

Det fortæller leder af Daniscos juridiske kontor Paul Tenning, der ikke ser noget problem i at tilsætte bakterier i vores fødevarer for at undgå sygdom.

- Bakterierne er helt ufarlige, de er faktisk gode. Og vi har mange bakterier i kroppen. Derfor er der ikke noget unaturligt ved det. Og der findes altså forældre, der ikke mener, at deres børn bør have for mange forkølelser i løbet af året, siger Paul Tenning til Politiken.

Ifølge Danisco er der sikre beviser på, at bakterierne virker mod symptomer på influenza og forkølelse hos børn.

Forbrugerrådet frygter, at producenterne vil få godkendt anprisninger, der ikke tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for.

- Det er også vigtigt for os, at det kun er sunde fødevarer, der kan bære anprisningerne, så vi ikke vil se kage, der bliver sminket med en anprisning, siger kampagnekoordinator Sofie Krogh Holm.