Langt de fleste danskere har nok vænnet sig til at få en vatpind i næsen, men snart er det fortid.

21 hurtigteststeder i Nordjylland lukker og slukker nemlig i denne weekend. Derfor er lørdag 9. oktober sidste dag med hurtigtest stort set alle steder. I stedet vil der være PCR-testmuligheder rundt omkring i det nordjyske.

Beslutningen er truffet som følge af en national beslutning, men det er fortsat muligt at få foretaget en coronatest i hele regionen, forklarer Jacob Bertramsen, kontorchef i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

»Fra på søndag er testtilbuddet så anderledes, men der er stadig et godt og solidt tilbud, hvor fokus har været på, at få teststeder i alle nordjyske kommuner.«

PCR-testene skulle være mere præcise og give svar efter cirka 10-12 timer.

Teststederne vil være åbne alle dage i stort set alle kommuner i Nordjylland bortset fra Læsø Kommune. På www.coronasmitte.dk og på www.rn.dk/coronatest vil det være muligt at se kort over teststeder, åbningstider og muligheden for kviktest. Tidsbestilling er ikke nødvendigt.

På enkelte teststeder vil det dog fortsat være muligt at få foretaget en hurtigtest, hvis det er nødvendigt. Derudover kan myndighederne hurtigt og let indføre hurtigtest igen, hvis corona-situationen igen ændrer sig, og smitten stiger.

I Region Nordjylland har tests været en stor del af at smitteinddæmme kendte tilfælde. Der er nemlig blevet lavet 4,2 millioner PCR-test og 4 millioner hurtigtest, som har gjort, at man har registreret 27.000 tilfælde af coronasmitte i Region Nordjylland.