Må stien spærres eller ej?

Det er et forholdsvis simpelt og konkret spørgsmål, som man skulle tro relativt hurtigt kunne afklares.

Det er bare ikke tilfældet. Det er et halvt år siden, B.T. første gang skrev om sagen, der på daværende tidspunkt allerede for længst havde udviklet sig til en sprængfarlig konflikt.

»Vi er i krig,« lød det dengang fra rasende borgere i Solbjerg syd for Aarhus, der pludselig havde fået frataget deres højt elskede sti og blev mødt med afskrækkende skilte, jernhegn, kæder med hængelås og en menneskehøj mur af væltede træstammer.

Danmarks Naturfredningsforening gik ind i sagen, og en lang række vrede borgere klagede til Aarhus Kommune over, at den lokale 80-årige pensionist og erhvervsmand Per Lauritsen havde spærret stien mellem Tisetvej og Solbjerg Hedevej.

Per Lauritsen har opstillet et to meter højt hegn rundt om sin matrikel for at forhindre folk i at bruge skovstien.
Per Lauritsen har opstillet et to meter højt hegn rundt om sin matrikel for at forhindre folk i at bruge skovstien. Foto: Privat foto
Vis mere

Per Lauritsen ejer den grund, som stien krydser, og mener sig derfor i sin gode ret til at lukke af for offentligheden. Folk i Solbjerg mener derimod, at den flere hundrede år gamle sti skal være offentlig tilgængelig.

Aarhus Kommune traf den 15. oktober en afgørelse i landsbykrigen: Per Lauridsen skulle fjerne alle afspærringen inden to uger, hvis ikke han ville have en politianmeldelse på nakken.

Men Per Lauridsen klagede den 28. oktober til Miljø- og Fødevareklagenævnet og fik dermed sat sagen på pause, indtil det statslige nævn har truffet en afgørelse.

Dengang lød vurderingen fra Aarhus Kommune, at der formentlig ville gå en måneds tid.

Men nu – knap et halvt år efter – er der stadig ikke sket noget i sagen.

Nævnenes Hus oplyser til B.Tat Miljø- og Fødevareklagenævnet vil kunne færdigbehandle sagen inden for otte måneder fra sagens oprettelse.

Der er altså ikke udsigt til en afklaring før 1. maj.

Det er stien her, der er blevet spærret af træstammer.
Det er stien her, der er blevet spærret af træstammer. Foto: Anette Solgaard
Vis mere

Det frustrerer Robert Nielsen, der er beboerformand for boligområdet Pilevang og bor tæt på den omdiskuterede sti.

»Jeg synes godt nok, det er lang tid at skulle gå og vente. Han er jo snart sluppet afsted med at holde stien spærret i et år til gene for alle os, der bare gerne vil gå en tur i skoven. Der er jo det rene anarki,« siger Robert Nielsen.

Robert Nielsen har besluttet sig for at blive ved med at gå i skoven, når han skal lufte sin hund. Det betyder, at han flere gange om ugen må gå i en mere eller mindre smattet plovfure hele vejen rundt om Per Lauridsens ejendom.

Derfor har han investeret i et par gummistøvler til sig selv og sine to børnebørn.

»Jeg håber godt nok, stien bliver åbnet op til sommer. Men jeg frygter, at der skal en politianmeldelse til, før der sker noget, og vi kan få vores sti tilbage,« siger han.

Per Lauritsen har sat et skilt op på et træ ved stien, som er blevet malet over.
Per Lauritsen har sat et skilt op på et træ ved stien, som er blevet malet over. Foto: Anette Solgaard
Vis mere

Per Lauridsen har ikke ønsket at kommentere sagen i denne omgang, men har tidligere sagt, at han mener, han har retten på sin side.

»Jeg gør ikke noget ulovligt, jeg følger lovgivningen. Jeg gør kun det, som alle andre ville gøre i samme situation som mig. Hvem vil bryde sig om at have halvdelen af Solbjerg vandrende gennem sin have? Jeg har sat skilte op, men det er der ingen, der respekterer, så jeg har været nødsaget til at ty til hegn,« sagde Per Lauritsen.