Formen af Kjeld er færdig. Egon er lige ved og næsten, men Benny mangler fortsat.

Det er ikke bare lige sådan at genoplive Olsen Banden. Det fortæller kunstner Henrik Hansen, der har gjort det til sin mission at skabe en bronzeversion af de berømte kupmagere, til TV 2 Lorry.

Faktisk kunne kunstneren måske nok bruge et fif eller to fra bandens storhedstid.

I hvert fald savner han fortsat den sidste pose penge – 1,2 millioner kroner for at være præcis – der skal sikre, at alle medlemmer kommer helstøbt til Valby Tingsted, hvor de efter planen skal opstilles.

»Det er en lang sej kamp,« siger kunstneren, der tidligere har skabt Dirch Passer i en lignende bronzekonstruktion, der i dag står på Allégade på Frederiksberg.

»Vi håber, at det går ligesom med ham (Dirch Passer red.), hvor der efter fem år kom en fond ud af det blå og spurgte, hvor meget vi manglede, og så fik vi de sidste penge,« siger Henrik Hansen.

Lykkes det at få skrabet de sidste penge sammen, så krydser kunstneren fingre for, at han kan få banden færdig til sommeren 2022.