Den skandaleombruste kostskole Herlufsholm har i den grad været i vælten de seneste år og senest igen med den aktuelle TV 2 dokumentar 'Herlufsholm – hemmeligheder for livet'.
Om det er de mange afsløringer om mobbekultur, vold og krænkelser på skolen, der fik en mand til at overfuse fire elever, vides ikke.
Berlingske skriver, at fire mandlige 1. g- elever fra skolens gymnasium mandag aften tog til Næstved for at besøge storcenteret i byen.
De fire mænd var angiveligt iført deres klassiske skoleuniformer, som kun bliver båret af elever på Herlufsholm.
Den pågældende mand skulle angiveligt have overfuset de fire mænd og truet dem med en genstand.
De måtte ifølge Berlingske søge tilflugt i centerets Bilka for at undgå manden.
Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi fortæller til B.T., at man mandag aften fik en anmeldelse fra en af de pågældende 1. g-elever, der befandt sig i storcenteret.
Politiet oplyser, at de fire mænd ikke har følt sig truet. De blev efterfølgende afhørt af de betjente, der kørte ud til stedet.
»Det er vurderet på baggrund af afhøringerne, at der ikke er begået noget kriminelt, ligesom der ikke er blevet truet med nogen form for våben. Sagen er blevet optaget som en hændelse,« lyder det fra politikredsen, der på nuværende tidspunkt ikke vil gøre mere ved sagen.
Sydsjællands- og Lollands Falsters Politi har ikke noteret, at der er tale om elever fra Herlufsholm.
Episoden har ifølge Berlingske fået Herlufsholm til at ændre i deres reglement. Det skulle rektor Jimmy Burnett Nielsen have skrevet til eleverne.
Før skulle man møde iklædt uniformen. Nu må eleverne gerne klæde om på skolen.