Stigende inflation, stigende rente og hundedyre el-priser.
De stigende priser har ramt Danmark hårdt. Men særlig hårdt har det ramt de fattige og udsatte familier.
Flere af dem fravælger nemlig synstest og briller til forældre og børn, selvom de har behov for dem.
Det viser tal fra Dansk Folkehjælp, der i samarbejde med Louis Nielsen har stiftet SynsHjælpen, der tilbyder gratis synstest og briller til udsatte danskere.
Tallene stammer fra en undersøgelse fra Dansk Folkehjælp, der er lavet på baggrund af ansøgerne til SynsHjælpen med 2.513 adspurgte.
»Mange af de udsatte familier, vi hjælper, har et forsørgelsesgrundlag, der svarer til kontanthjælp,« fortæller konstitueret generalsekretær i Dansk Folkehjælp Peder Thorning.
»Når der oven i det ligger, at energipriser og dagligvarepriser er steget, så rammer det familierne rigtig hårdt. Og det, vi så har set med synshjælpen, er, at vi kan hjælpe dem, der ikke har råd til synstest og briller.«
Tallene taler sit eget klare sprog.
På spørgsmålet om, hvorfor udsatte danskere ikke får lavet synstest og får briller, når de har brug for det, svarer 63,9 procent, at det skyldes prisen.
De har simpelt hen ikke haft råd til at prioritere det.
Det går ud over livskvaliteten for de berørte personer, der oplever problemer med synet.
For 31,1 procent af de adspurgte oplever hovedpine, og 32,2 procent har problemer med at se tv, fremgår det af tallene. Og hele 45 procent har ventet mere end tre år på at få briller, selvom de har haft problemer med synet.
I værste fald kan det gå ud over børnene.
»Det kan have negative konsekvenser i forhold til børnenes indlæring, hvis de er synshæmmede på en måde, man nemt kan gøre noget ved. Det er en udfordring, vi gerne vil imødegå,« fortæller Peder Thorning.
For at søge SynsHjælpen skal man være på overførselsindkomst samt have børn over ti år.
Man kan søge mellem 1. april til 30. april i år.