De ældste elever på Næsby Skole i Odense stod onsdag i sidste uge op til en dag med onlineundervisning. Igen.

Skolens leder, Berith Bonnesen, havde ellers set frem til et mere normalt skoleår efter coronanedlukningerne.

Men denne gang er det ikke coronavirussen, der er synderen.

Kommunen valgte nemlig den 24. august at lukke en del af skolen, fordi det stod klart, at en af skolens bygninger fra 1965 er i så dårlig stand, at det ikke er forsvarligt at opholde sig i den.

Derfor blev alle elever i 5.-9. klasse sendt hjem i mindst 14 dage.

»Det er vi selvfølgelig kede af,« fortalte Berith Bonnesen kort efter beskeden om, at dele af skolen igen skulle lukke.

»Den største udfordring bliver at passe på det samlede fællesskab. Hvis vi eksempelvis skal fordeles ud på to skoler, kan det gå ud over det store fællesskab og trivslen.«

Det er skolebygningens bæreevne i etageadskillelsen, som ikke lever op til sikkerhedskravene. By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune arbejder på en plan for, hvordan de vil renovere den nedslidte bygning.

Indtil der ligger et svar på det, forsøger skoleledelsen at finde en løsning, der tager hensyn til både elever og personale.

»Vi tænker meget i trivsel. Og vi vil gøre, hvad vi kan, for at samle eleverne til eksempelvis idræt,« lød det fra Berith Bonnesen. Derudover er der arrangeret forskellige heldagsture for eleverne.

Coronakrisen har ifølge skolelederen gjort meget for omstillingsparatheden.

»Vi er jo blevet vant til forandring og onlineundervisning. Så den praktiske del skal vi nok klare. Nu handler det bare om at sikre god trivsel blandt eleverne.«