Prins Joachim fik en særlig plads i Dronningens nytårstale. Ikke mindst hans optræden på tv blev bemærket:

»Det tænkte jeg nok, at han ville være god til,« roste dronning Margrethe sin yngste søn i nytårstalen.

Ikke overraskende, mener historiker og kongehusekspert Michael Bregnsbo.

»Med sin efteruddannelse i Frankrig har han gjort sig bemærket i årets løb, og så er han begyndt at optræde som tv-star,« siger han.

Prins Joachim får ros af sin mor i nytårstalen.
Prins Joachim får ros af sin mor i nytårstalen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Godt nok nævner dronning Margrethe først Kronprinsen i sin tale. Men prins Joachim får flere ord med sig på vejen.

Det har kommunikationsekspert Anna Thygesen også noteret sig.

»Hun var ret personlig omkring prins Joachim, da hun som en rigtig mor roste sin søn for hans tv-program. Der fik han mere opmærksomhed end kronprins Frederik, og det var egentlig fint.«

I mange år har prins Joachim stået i skyggen af sin bror, påpeger Michael Bregnsbo.

Dronning Margrethe holder sin nytårstale på Amalienborg tirsdag den 31. december 2019. . (Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix)
Dronning Margrethe holder sin nytårstale på Amalienborg tirsdag den 31. december 2019. . (Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix) Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Derfor gør hun meget ud af at fremhæve, at han også betyder noget for Danmark. Det er en anerkendelse af, at han på sin egen måde gør meget for folket og landet, selvom han har en anden rolle end Kronprinsen,« siger Michael Bregnsbo.

Prins Joachim har da også før sin tv-optræden i DR-programmet 'Prins Joachim fortæller' mødt en del kritik for at tage familien og ikke mindst sin apanage med til Frankrig for at gå på en militærskole. Det fik i oktober prinsesse Marie til at forsvare sin mand.

»Kritikken er fuldstændig urimelig. Helt urimelig i forhold til det, han gør. Jeg kan simpelthen ikke forstå det,« sagde prinsessen dengang til Se og Hør.

Og nu får den yngste bror altså også et rygklap af sin mor.