Prins Joachim har på kort tid givet to større interview til først TV 2 og senest DR, der søndag aften udkom med et interview med prinsen.

Fælles for de to interview er, at prins Joachim taler om både sit arbejdsliv og sine børn, og her bemærker en ekspert en særlig sammenhæng.

»Jeg synes faktisk det minder meget om hans brors måde at bruge familien på. Han taler tit om familien som et hold, og i alle hans taler, bruger han tit ‘vi’ eller siger ‘dronning Mary og jeg’,« forklarer retoriker Mette Højen.

Prins Joachim gav i starten af juni et større interview til TV 2 og fulgte søndag op med et tilsvarende stort interview til DR.

Begge interview har fokus på såvel arbejdsliv som på børnenes trivsel, ligesom han i interviewet til TV 2 ganske opsigtsvækkende fortalte, at familien på sigt ønsker at forlade Washington i USA for at vende hjem til Danmark.

»Overordnet set kan vi alle sammen mærke, og vi kan også mærke det på ungerne, at det er hjemme i Danmark, vi har vores allerstørste sociale base. Vi kan ikke lige rejse frem og tilbage, der er trods alt seks timers tidsforskel, og et helt ocean imellem,« siger prins Joachim blandt andet i interviewet til TV 2.

Retoriker Mette Højen er ikke i tvivl om, at prins Joachim er bevidst om, at han nævner sine børn begge gange.

»Han spiller på det kort – og det er der ikke noget dårligt i – det gør vi allesammen. Det er måske også en appel til mange forældre, der kan forstå, at det fylder og betyder noget, om ens børn har det godt,« siger Mette Højen.

Prins Joachim taler om sine børn i to nye interview. Arkivfoto.
Prins Joachim taler om sine børn i to nye interview. Arkivfoto. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun ser generelt prins Joachims to interview som en måde at lancere et comeback i danskernes øjne. Noget han både gør ved at tale om sit job og sit private liv.

Samtidig har dokumentaren ‘Hærvejen’ for nylig haft premiere på DR, hvor man også ser en sjældent åbenhjertig prins Joachim.

Ifølge Mette Højen er det led i at vise danskerne en mere menneskelig prins Joachim, samtidig med at de to interview understreger prinsens faglige kompetencer.

»Jeg er ret overbevist om, at han godt vil vise sig fra en menneskelig side, han er uden tvivl intelligent, og han kan godt se, det er en god idé at vise noget mere af, hvem han er,« siger Mette Højen.

Retorikeren mener dog, at vi for længst er forbi den tid, hvor prins Joachim havde image af en stivstikker.

»Jeg tror, han har X Factor. Vi kan sige, han har virket lidt stiv, men den positive ting ved det, er at han har statsmandskab og kan træde i karakter, når han skal.«

Hun mener, at prins Joachim efter sine to større interview har efterladt et rigtig godt indtryk og har fået lanceret et muligt comeback i Danmark på bedste vis.

»Lige nu tænker man også, at det er virkelig godt det, han byder ind med. Vi har fået øjnene op for, hvad han kan,« siger Mette Højen og tilføjer, at det er smart at være så massivt til stede, som prins Joachim har været på det seneste.

»Vi har en ret kort hukommelse, så mange har måske glemt ham lidt, men så dukker han op med 100 kilometer i timen og er rigtig meget til stede.«