»Den værste dag i mit liv.«

Sådan beskriver Prinsesse Diana selv sin bryllupsdag.

Nye optagelser afslører, at Englands kommende konge var prinsessen utro allerede før de blev gift, og at Charles ikke var synderligt interesseret i sex med Diana.

Den 29. juli 1981 stillede hele verden ind på St. Pauls Cathedral i London for at opleve et ægte prinsesse-eventyr folde sig ud i levende live.

Alle ventede med spænding på at se hvordan Dianas bryllupskjole så ud, da hun trådte ud af limousinen ved den store kirke i London, og på at høre den bly Lady Di sige ja til sin prins i den historiske katedral.

Ikke et øje var tørt den dag, heller ikke Dianas. Ikke mange romantiske sjæle var upåvirket af romantikken, pompen, pragten og kærligheden mellem den smukke unge kvinde og den flotte britiske tronfølger, Prins Charles. Landets mest eftertragtede ungkarl.

Men det var et højpoleret glansbillede.

Slog revner allerede inden brylluppet

Allerede ved brylluppet var forholdet mellem det mest omtalte par på kloden ved at slå revner.

Bag den officielle facade gemte sig en trist skæbne for den udvalgte brud, der allerede inden brylluppet var under pres. Hun følte sig som et trofæ, og kunne ikke forstå, hvorfor hendes kommende prins agerede som han gjorde.

Det afslører uddrag fra 20 videobånd med et ukendt antal timers rå-optagelser med Prinsesse Diana, hvor hun bliver filmet, mens hun bliver trænet af den engelske stemmecoach Peter Settelen i 1992 og 1993 på Kensington Palace, skriver The Telegraph.

Det er under de optagelser, at Diana betror sig til Settelen, og det er her bemærkningen om bryllupsdagen som 'den værste dag' i hendes liv falder.

Efter mange års tovtrækkerier om de 20 video-bånd bliver de nu til en dokumentar, der giver et lidet flatterende indblik i forholdet mellem Diana og Charles, der bekræfter andre historier, der drypvis er dukket op i bøger og presse gennem årene, siden tronfølger-parret blev separeret i 1992.

Det er den britiske tv-station Channel 4, der har lavet den kommende dokumentar, hvor også Prins William og Prins Harry, samt en række af Dianas venner og bekendte medvirker.

I forbindelse med 20-året for Dianas tragiske død, har hendes to sønner, Prins William og Prins Harry, allerede åbnet en smule op, og fortalt om deres sidste samtale med moderen, der blev dræbt ved en bilulykke i Paris d. 31. august 1997, sammen med hendes daværende kæreste Dodi Al-Fayed.

Begge prinser siger, at de fortryder, at de var så korte for hovedet, og havde travlt med at afslutte samtalen, da de talte med deres mor, dagen før dødsulykken. Det har plaget dem begge lige siden.

Men de udtalelser er vand ved siden af Prinsesse Dianas betroelser til hendes daværende stemmetræner Peter Settelen tilbage i 1992.

»Optagelserne er det eneste billedmateriale af Prinsesse Diana, hvor hun taler åbent, og derfor har der været enorm interesse for dem gennem årene. På grund af tidspunktet har Peter (Settelen) nu bestemt sig for at gøre det tilgængeligt for Channel 4,« siger Settelens advokat, Mike Rutherford til The Telegraph, med henvisning til, at det i denne uge er 20 år siden Diana omkom i Paris.

I følge den britiske avis fortæller Diana blandt andet, at hun nærmest kun havde sporadisk kontakt til Charles inden de blev gift, og at de kun mødtes 13 gange før det storstilede bryllup i Sct. Pauls Cathedral:

»Han ringede mig op hver dag i en uge, og så pludselig talte han slet ikke med mig i tre uger derefter. Det var meget mærkeligt, og jeg lagde mærke til, at han altid fulgte det samme mønster,« siger Prinsesse Diana på videobåndene, og afslører, at Prins Charles opførsel angiveligt handlede om, at han var sammen med en anden kvinde, allerede før han blev gift med Diana.

Den anden kvinde var Camilla Parker-Bowles, som Charles blev gift med mange år senere ved et civilt bryllup i 2005.

»Han plejede at se sin 'lady' en gang hver tredje uge, før vi blev gift,« betror Diana sin stemmecoach ved de hidtil hemmeligholdte samtaler, hvor hun også fortæller, at den britiske prins ikke var synderligt interesseret i seksuelt samkvem med hende.

»Der var aldrig et krav om det fra ham,« siger Diana til Peter Settelen, hvor hun også siger, at hun drømte om, at mareridtet ville forsvinde:

»Hvis jeg selv kunne skrive mig eget manuskript, ville jeg ønske, at min mand bare ville forsvinde med hans kvinde, og at de aldrig kom tilbage.«

Prinsesse Dianas kvaler har tidligere været omtalt drypvis i britisk presse, blandt andet på grund af Andrew Mortons bog fra 1991, hvor Diana på en båndoptagelse fortæller om, at hun har en fornemmelse af at hendes mand er hende utro.

Her fortæller hun også, at hun led af spiseforstyrrelsen bulimi, allerede under parrets forlovelse, fordi Charles kom med en bemærkning om, at den slanke kvinde vist var blevet lidt småbuttet.

I 1995 deltog hun i et interview i Panorama på BBC, hvor hun talte om sin bulimi og depression, der hang sammen med hendes mands utroskab.

»Der var tre i vores ægteskab, så det var en smule overfyldt,« sagde hun til intervieweren Martin Bashir 1995.

Royalt bryllup. Den 29. juli 1981. Prinsesse Diana og prins Charles i St Paul Cathedral i London.
Royalt bryllup. Den 29. juli 1981. Prinsesse Diana og prins Charles i St Paul Cathedral i London. Foto: STR (arkiv).
Vis mere