Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Skal prins Joachim have apanage med, når han begynder på sit nye arbejde i udlandet?
Da dronning Margrethe søndag aften holdt nytårskur på Amalienborg, var det nemt at få det indbudte nye ministerhold til at tale om Dronningens nytårstale.
Men da spørgsmålet faldt på prins Joachims fremtid – og hvorvidt apanagen skal hæves eller sænkes, når han til sommer starter på sit nye job i USA – var de knap så snakkesalige.
Faktisk var der ikke en eneste minister, der ville svare konkret på B.T.s spørgsmål.
»Det skal afspejle den vigtighed, som Kongehuset har i et land som Danmark. Og det synes jeg er en stor vigtighed, som vi skal holde fast i,« lød det blandt andet fra forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, der direkte adspurgt, om apanagen skal op, svarede:
»Det kommer jeg til at forholde mig til, når vi fremlægger vores forslag til finansloven – og det tager vi til den tid.«
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde svarede:
»Det er jeg sikker på, at Folketinget får fuld lejlighed til at forholde sig til – til den tid.«
Fra ministre som Troels Lund Poulsen, Marie Bjerre, Dan Jørgensen, Pernille Rosenkrants-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen lød det også blot »ingen kommentar«.
Da B.T. til sidst spurgte Mette Frederiksen, hvad hun tænker om den aktuelle titelkrise i Kongehuset mellem dronning Margrethe og prins Joachims familie, lod hun som ingenting og roste i stedet Dronningens nytårstale med ordene:
»Jeg syntes, det var en meget smuk tale.«
Her kan du se alle højdepunkter fra Dronningens nytårstaffel.
Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':