Prins Joachim og prinsesse Marie rykker til USA næste år.

Prinsen har scoret et nyt topjob inden for det forsvarsindustrielle område i Washington, D.C. og forlader således Paris i sommeren 2023.

Det erfarer B.T. fra flere uafhængige kilder.

Det er et skridt op ad karrierestigen for prinsen, der siden september 2020 har været forsvarsattaché i Paris. Selvom Frankrig og Danmark har et tæt samarbejde, er USA som bekendt Danmarks vigtigste allierede, når det kommer til forsvar.

B.T. mødte prins Joachim og prinsesse Marie til et interview i begyndelsen af oktober.
B.T. mødte prins Joachim og prinsesse Marie til et interview i begyndelsen af oktober. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Prins Joachim begyndte i 2019 på Frankrigs højst rangerede militære uddannelse ved Centre des Hautes Études Militaires (CHEM) og Institut des Hautes Études de la Défense Nationale (IHEDN) i Paris.

I 2020 fik han sit diplom og prinsen blev brigadegeneral.

Kongehusets kommunikationsafdeling kan dog ikke bekræfte oplysningerne om prinsens nye job.

Prins Joachim starter ifølge B.T.s oplysninger efter sommerferien 2023, og det betyder formentlig, at familien rykker til USAs forbundshovedstad i løbet af sommeren.

Her vil de skulle finde sig til rette i helt nye omgivelser i USAs hovedstadsdistrikt, der grænser op til staterne Maryland og Virginia.

For nylig sagde prins Joachim til Billed-Bladet, at han var nået rigtig langt som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris.

»Det er et fantastisk job, men altså det stopper her til sommer, det gør det,« sagde prinsen.

Allerede der afslørede han, at han havde store, nye planer inden for det forsvarsindustrielle område.

»Det er ikke noget, man bare efterlader. Det skal holdes gående, og der skal smedes, mens jernet er varmt,« sagde han.

Og de planer er altså i Washington, D.C.

Jobbet betyder naturligvis også, at prins Joachim rykker endnu længere væk fra Danmark efter et tumultarisk efterår i Kongehuset.

En krise brød ud, da Dronningen besluttede sig for at tage titlerne fra alle prins Joachims børn. Det fik prinsen, prinsesse Marie og grevinde Alexandra til at sige, at deres børn følte sig udstødt af den kongelige familie.

Efterfølgende stod det klart, at kommunikationen i Kongehuset var brudt fuldstændig sammen. I et interview med B.T. i Paris sagde prinseparret, at de ikke havde hørt fra Dronningen under krisen, og at forholdet til kronprinsparret var blevet kompliceret.

Parret understregede, at de ingen planer har om at forlade Kongehuset.

»Vi har aldrig været i tvivl om det. Jeg håber ikke, at nogen er tvivl om det,« sagde prinsesse Marie.

Prins Joachim tilføjede:

»Det er jo netop også det, vi gør. Vi er i hver vores position repræsentanter for Danmark og danske interesser. Og Kongehuset. Og Kongehusets interesser.«

Fredag sagde prins Joachim til B.T. i Paris, at kommunikationen med den kongelige familie er genoprettet.

»Der er meget, der skal arbejdes med. Kommunikation var det, der manglede. Nu har vi mødtes, og vi er på rette spor,« sagde han.

Jobbet i USA er formentlig også tidsbegrænset – og derefter er der ingen, der ved, hvad fremtiden bringer for prinseparret.