I et fødselsdagsinterview til Politiken advarede dronning Margrethe II mod at 'panikke' over klimaforandringerne, og på spørgsmålet om, hvorvidt hun mente, at global opvarmning var menneskeskabt, svarede hun: 'Det er jeg ikke ganske overbevist om'. Hendes søn kronprins Frederik ser imidlertid anderledes på den sag.

Sidst i maj udtalte han nemlig offentligt i en tale: »Vi ved, at den dramatiske opvarmning af vores klima i de seneste årtier er forårsaget af menneskets adfærd og den måde, hvorpå vi har organiseret vores samfund.«

Således kan både klimaskeptikere og de, der er bekymrede for klimaet, hente støtte i kongehuset. Måske er der tale om et generationsspørgsmål, hvor dronningen og kronprinsen er i pagt med de fremherskende holdninger i klimaspørgsmålet i hver sin generation.

Men for kronprinsens vedkommende handler det nok også om at markere sig i offentligheden, som forberedelse til at han en dag skal afløse sin mor på tronen. Selv om Danmark har en grundlov, der hindrer, at monarken får nogen reel politisk indflydelse, er der ikke desto mindre forskellige måder, rollen som konge eller regerende dronning kan udfyldes og forvaltes på.

Dronning Margrethe har stærke kunstneriske interesser, bl.a. inden for klassisk musik og ballet. Kronprins Frederik går derimod i højere grad op i fysiske udfoldelser inden for militær og sport, han har indstiftet Royal Run, ligesom kredsen af personer, der gennem årene har modtaget kronprinsparrets kulturpris og 'stjernedryspris' lader antyde, at kronprinsparrets musiksmag er en anden og mere moderne end dronningens. Dronningen interesserer sig for teologi, filosofi og litteratur. Kronprinsen, der ganske vist har taget en universitetsgrad i statskundskab som forberedelse til sin kommende gerning, synes ikke tilsvarende bogligt interesseret.

En kronprins må vente på, at den siddende regent afgår ved døden, så han selv kan komme til. Og det kan vare længe. Kronprinsens tipoldefar, Frederik VIII, var således 62 år, da han omsider blev konge i 1906. Britiske prins Charles, der fylder 72 senere i år, venter fortsat.

De havde og har altså en alder, hvor de fleste andre enten overvejer at gå på pension eller for længst har gjort det. Den lange ventetid kan være frustrerende og kan slide alvorligt på de personlige relationer. Og det er grunden til, at vi kender mange eksempler på et i bedste fald anstrengt forhold mellem en konge og hans kronprins.

Modsætningsforholdet er så at sige indbygget i deres forskellige roller, snarere end at det er noget personligt. Dengang kongerne havde en reel politisk rolle, kunne tronarvingen finde på at modarbejde sin far, kongen. Kronprinsen kunne tage en række af de personer, der ikke var i kridthuset hos kongen, under sine beskyttende vinger og knytte dem til sit eget hof.

Når han så engang selv blev konge, ville belønningen til disse kronprinsens trofaste følgesvende følge. Det regnede de i hvert fald selv med. Men det kunne også ske, at kronprinsen som konge valgte at beholde sin fars rådgivere og ministre og således efterlod sine gamle venner fra kronprinstiden med en lang næse.

Men nu om dage handler det for kronprinsen om at opbygge sit eget offentlige image. Han er en anden person og tilhører en anden generation end sin mor og må derfor selvfølgelig til sin tid udfylde kongerollen på sin egen måde. Og det signalerer han allerede nu, hvordan han vil gøre.