TV 2-værten Cecilie Beck kommer med en skarp kritik af monarkiet.

Anledningen er prins Harry og hertuginde Meghans Netlix-dokumentar, som hun har set med stor interesse. Og tv-serien giver hende anledning til at reflektere over den måde, kongehusene behandler deres familiemedlemmer på.

Beck, der er erklæret republikaner, mener, at man sagtens kan drage en parallel til krisen i det danske kongehus, hvor prins Joachim og prinsesse Marie også føler sig dårligt behandlet.

»100 procent. Det kan man i den grad. I Danmark har man også sat hensynet til institutionen over nogle menneskelige hensyn. Det kan også godt være, man skal gøre det i nogle tilfælde, men her har det ikke været håndteret hensigtsmæssigt, når det har efterladt det udtryk, det har,« siger hun til B.T.

I et interview med B.T. afslørede prins Joachim og prinsesse Marie, at forholdet til resten af Kongehuset var blevet kompliceret efter krisen om børnenes titler.
I et interview med B.T. afslørede prins Joachim og prinsesse Marie, at forholdet til resten af Kongehuset var blevet kompliceret efter krisen om børnenes titler. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun mener, at både krisen om prins Harry og hertuginde Meghan og krisen i det danske kongehus viser, at kongehusene ikke formår at hjælpe den 'svære to'er'.

»Det er åbenlyst, at der er noget vanskeligt ved at være født og opdraget ind i den rolle og have svært ved at definere den. Der bliver stillet en helt masse krav til dem om, at det er vigtigt, at de passer ind og lever op til alle mulige krav. Og når de så bliver voksne, så viser det sig, at der faktisk ikke er brug for dem,« siger hun.

Hvad skal kongehusene så gøre i de her situationer? Skal de gå i debat med Meghan og Harry og Joachim og Marie? Skal de svare på kritikken og imødekomme den?

»Det bedste ville jo være, hvis det blev taget i opløbet. Der bliver stillet en masse krav til dem. Når de så bliver voksne, viser det sig, at der ikke er brug for dem. Det kan jeg godt forstå er frustrerende. Allerede der skal man kigge på, hvad man skal gøre med den svære rolle,« siger hun.

Prins Harry og hertuginde Meghan bliver skarpt kritiseret i medierne, men Cecilie Beck forstår godt deres kritik. Hun mener også, at man sagtens kan sammenligne med krisen i det danske kongehus.
Prins Harry og hertuginde Meghan bliver skarpt kritiseret i medierne, men Cecilie Beck forstår godt deres kritik. Hun mener også, at man sagtens kan sammenligne med krisen i det danske kongehus. Foto: ANDREW KELLY
Vis mere

Hun mener, at man bliver nødt til at tage kriserne mere alvorligt.

»Den anden del er, at jeg tror, de skal opsøge en familieterapeut eller en psykolog. Der er et eller andet menneskeligt, der ikke er håndteret optimalt. Det tror jeg godt, jeg tør slå fast uden at være psykolog eller kongehusekspert. I øvrigt er jeg verdens største republikaner. Men når vi har de monarkier, synes jeg, at vi er nødt til at forholde os til dem,« slår hun fast.

Cecilie Beck er 'kæmpe republikaner'.
Cecilie Beck er 'kæmpe republikaner'. Foto: Emil Helms
Vis mere

Hun mener, at medierne i England er med til at ligge under for et narrativ, der er skabt for at beskytte kongehuset.

»Jeg tror, vi ligger under for et narrativ, der bliver skabt for at beskytte institutionen. Det racemæssige spørgsmål betyder også noget og modviljen mod forandringer og behovet for, når ting åbenlyst ikke fungerer, at udpege nogen til at være skyld i det her,« siger hun.

Men kritikere vil jo sige, at prins Harry og hertuginde Meghan lever en privilegeret tilværelse i Californien og har bedt om at få fred for medierne. Hvorfor så gå direkte i medierne og skyde med skarpt mod kongehuset?

»Jeg synes faktisk ikke, de skyder særlig skarpt. Jeg synes faktisk, at de udtaler sig meget nuanceret. Og fordi man gerne vil have fred for paparazzier, der ligger i ens baghave og tager billeder af en i bar røv, så betyder det altså ikke, at man ikke har lov til at udtale sig i medierne,« siger hun og forklarer:

»Det kan også være, at Harry gør det her af kærlighed til institutionen, fordi han mener, at den her debat er vigtig at tage. Hvis det var mig, der var en historisk skikkelse, så ville jeg også have brug for selv at være med til at skrive mit eget eftermæle. I stedet for bare at trække mig tilbage i tavshed.«

»Så bliver historien om ham, at han ikke kunne klare mosten og bare fik sig en Hollywood-kone, der kom og ødelagde det hele. Det narrativ ville jeg heller ikke have stående tilbage, hvis jeg var ham.«

Mange har også kritiseret 'Harry & Meghan' på Netflix for at være for ukritisk – fordi parret selv er afsender på dokumentarserien. Men den kritik preller af på Cecilie Beck.

»Så vent med at se dokumentaren om mig. Den starter med, at jeg bliver hejst ned med englevinger på. Hvis jeg selv havde midlerne til det, ville jeg da også lave en seks timer lang dokumentar om mig selv. Why not,« siger hun.

Cecilie Beck mener også, at vi skal lade være med at fokusere på, at prins Harry og hertuginde Meghan er nogle privilegerede mennesker. For i hendes optik er de ikke særlig heldige.

»For det kan godt være, at de er det materielt, men derfor kan det godt føles enormt svært og tomt og hult, hvis man lige pludselig opdager, at der ikke er plads til en. At man bliver tilsidesat samtidig med, at hele ens tilværelse har været så præget af det,« siger hun og forklarer:

»Jeg synes, man skulle tage og spørge sig selv, om man godt kunne tænke sig at være født ind i det der. For jeg kunne edderbroderemig ikke. Jeg ville nærmest føle, at mine menneskerettigheder blev krænket. Min frihed ville være så stærkt begrænset,« siger hun.

Og selvom hun mener, at »der er godt med violiner på« i dokumentaren, tror hun, at folk lægger hertuginde Meghan for had på grund af noget helt andet.

»Hvis andre mennesker, der ikke har trådt en over tæerne, kan vække så stærke følelser i en, så tror jeg, man skal kigge indad. Man har svært ved at håndtere, at hun er så pisse smuk, hun er velformuleret. Hun virker som et rigtig godt menneske. Det tror jeg, at der er nogle, der har det svært ved,« siger hun.

Efter Cecilie Beck luftede sine holdninger på de sociale medier, har hun fået flere hundrede beskeder fra folk, der har det på samme måde.

»Jeg fandt ud af, at jeg ikke er alene,« siger Cecilie Beck.

Cecilie Beck medvirker i næste afsnit af 'Kongehuset bag kulissen'.