Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary indleder i disse dage et storstilet erhvervsfremstød i Vietnam, der skal promovere danske interesser i Sydøstasien.
Men for anden gang i år kaster en krise i privatlivet en skygge over monarkiets virke.
Det er noget, alle danskere taler om her i Hanoi, Vietnam. Når jeg siger, at jeg er taget til Vietnam for at skrive om Kongehuset, vil de fleste hellere tale om krisen mellem Dronningen, kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie.
»Nu må de altså snart kunne enes.« »Det kan jo ikke passe, at det danske kongehus skal blive som det britiske.« »Hvorfor er der ingen, der gør noget?«
Spørgsmålene fra de mange danske deltagere i erhvervsfremstødet handler ikke kun om den grønne omstilling eller de diplomatiske forhold mellem Danmark og Vietnam. De handler især om kronprinsparrets forhold til prins Joachim og prinsesse Marie.
Præcis som i juni, da kronprinsparret var i Nederlandene på et lignende erhvervsfremstød, hvor stort set hele besøget endte med at handle om, hvorvidt prins Christian fortsat kunne gå på Herlufsholm Kostskole, selvom skolen havde massive problemer med mobning og overgreb. Krisen fik først en ende, da kronprinsparret trak ham ud af skolen.
Kongehuset forsøgte godt nok denne gang – formentlig belært af krisen i juni – at sende Kronprinsen i byen for at svare på spørgsmål om prins Joachim forleden inden afrejse til Vietnam. Men det endte i en farce, da det stod klart, at Kronprinsen nok ikke havde talt med prins Joachim om sagerne. Det blev et politikeragtigt svar: »Vi er i løbende dialog,« sagde Kronprinsen, men det stod klart, at han slet ikke anede, at hans bror var i Danmark.
Så galt går det, når man ikke klæder Kronprinsen ordentligt på. Man skulle selvfølgelig have sikret sig, at Kronprinsen havde talt i telefon med prins Joachim, inden han mødte pressen – og man skulle også have sikret sig, at Kronprinsen vidste, hvor broderen opholdt sig.
I alle andre virksomheder ville en kompetent kommunikationsafdeling sørge for det, inden man kastede den næstkommanderende for løverne.
Ved første blik kunne pilen godt pege på kommunikationschefen i Kongehuset, Lene Balleby. Hun har siddet ved roret siden 2008, men har ikke formået at styre Kongehuset sikkert gennem de kriser, der har præget året.
Er det så hendes skyld?
Vi ved ikke, om Balleby faktisk rådgav dem godt – men at medlemmerne af Kongehuset bare nægtede at følge rådene. Hvis det er det første, må Lene Balleby lave en kæmpe U-vending og få styr på sit hus. Hvis det er det sidste, at Kongehusets medlemmer ikke lytter til den rådgivning, de får, så er det svært at se, hvad en kommunikationsafdeling skal bruges til.
Det er uhyre vigtigt, at Kongehuset får og søger kompetent vejledning i fremtiden, så de ikke konstant skal slukke ildebrande. Vi vil faktisk gerne have et velfungerende kongehus.
Nogen må i hvert fald snart gøre noget. Ellers vil den kongelige familie snart blive kendt som skandalefamilien. Allerede nu skriver Daily Mail, New York Post og hele verdenspressen konstant om krisen i det danske kongehus.
Denne krise er skabt ene og alene af den kongelige familie. Det er hverken pressens eller danskernes opgave at sikre, at medlemmerne af kongefamilien kan tale sammen og løse deres interne konflikter, inden de eksploderer offentligt. Ansvaret ligger primært hos Dronningen og kronprinsparret. Chefen og den næstkommanderende.
Vi må som minimum kunne forvente, at de kan finde ud af at samle deres egen familie, hvis vi skal tro på, at de skal samle et helt land.
2022 skulle have handlet om Marys 50-års fødselsdag, prinsesse Isabellas konfirmation og Dronningens 50-års regeringsjubilæum. Men det er ikke det, vi vil huske.
Inden jeg rejste til Vietnam, medvirkede jeg i DRs program 'Året i Kongehuset', som kan ses til december. Det kom til at handle om to ting: Herlufsholm-krisen og krisen om prins Joachims børns titler.
Vi er ved at være der, hvor man efterhånden godt forsigtigt kan stille spørgsmålet: Fungerer vores kongehus optimalt for tiden? Ellers skal man snart indse, at der skal ske noget drastisk.
Vi skulle helst ville noget mere end konstant at ende på forsiderne af udenlandske tabloidmedier under overskrifter som 'bombshell' og 'scandal'.
Men det kræver altså handling og et stort oprydningsarbejde fra Kongehusets side. Og så kræver det en helt ny kommunikationsstrategi, hvor man begynder at tage krisearbejde mere alvorligt.
