Først var det Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff.

Så kom Kevin 'Bro' Andreasen og Jasmin Victoria. Og senest var det Remee Jackmann og Mathilde Gøhler.

Det tegner et billede af, at der tilsyneladende hviler en forbandelse over par, der har deres eget program på Discovery+.

For undervejs i, at programmet sendes, så slår de op.

Remee & Mathilde, Buch Thorborg, Bendtner & Philine og Emili & Mads Emil er alle programmer på Discovery. Men størstedelen af parrene på streamingtjenesten er gået fra hinanden, efter de fik deres program.
Remee & Mathilde, Buch Thorborg, Bendtner & Philine og Emili & Mads Emil er alle programmer på Discovery. Men størstedelen af parrene på streamingtjenesten er gået fra hinanden, efter de fik deres program.
Vis mere

Forbandelsen vækker dog hverken uro hos Martin Thorborg og Janni Buch eller Emili Sindlev og Mads Emil Møller.

Det fortæller de til B.T., da vi møder Discovery-parrene på årets Roskilde Festival.

»Vi klarede os igennem!« joker Mads Emil Møller.

Han og kæresten – og stylistkollegaen – Emili Sindlev har nemlig overstået deres ene sæson af 'Emili og Mads Emil' i november sidste år – og der kommer heller ikke flere sæsoner, fortæller de.

Mads Emil Møller og Emili Sindlev havde sæsonafslutning på deres ene sæson af  Discovery-programmet 'Emili og Mads Emil' i november sidste år. Nu er de på Roskilde Festival.
Mads Emil Møller og Emili Sindlev havde sæsonafslutning på deres ene sæson af  Discovery-programmet 'Emili og Mads Emil' i november sidste år. Nu er de på Roskilde Festival.
Vis mere

Men hvis man klikker ind på Discovery+, så kan man stadig få stillet sin sult efter kæresteskabelige småskænderier og hverdagstrummerum.

For iværksætterparret Martin Thorborg og Janni Buch er aktuelle med deres nye program 'Buch Thorborg'.

Her følger man deres fælles rejse mod at blive hotelejere på Bornholm, og bølgerne går undervejs – og sædvanligvis – højt mellem de to.

Og det er netop derfor, de ikke gruer for Discovery-forbandelsen.

For tiden kan man se Janni Buch og Martin Thorborgs parprogram 'Buch Thorborg' på Discovery+.
For tiden kan man se Janni Buch og Martin Thorborgs parprogram 'Buch Thorborg' på Discovery+.
Vis mere

»Vi går fra hinanden tre gange om dagen – cirka – men vi finder altid sammen igen, så vi er trænede i at gå fra hinanden og finde sammen igen,« joker Martin Thorborg til B.T.

Hverken han eller hans nye kone regner altså med, at streamingtjenesten får deres ægteskab på samvittigheden.

»Vi går aldrig ægte fra hinanden, fordi vi kan finde ud af at finde sammen igen,« uddyber Janni Buch.

»Og jeg tror også, vi har det sjovere end de fleste andre,« tilføjer Martin Thorborg.

Martin Thorborg og Janni Buch på årets Roskilde Festival.
Martin Thorborg og Janni Buch på årets Roskilde Festival.
Vis mere

Heller ikke Emili Sindlev og Mads Emil Møller tror – heldigvis – at de kommer til at gå fra hinanden, selvom de modsat iværksætterægteparret har det »meget dramafrit«.

Men ingen af parrene har lyst til at skyde Discovery i skoene, at man skulle blive mere tilbøjelig til at gå fra hinanden, hvis man deler ud af sin fælles hverdag i et parprogram på streamingtjenesten.

»Det er bare timing, tror jeg,« lyder det fra Mads Emil Møller.

»Vi er selv i en situation, hvor vi flytter, så jeg tror bare, det er alt i livet, der fylder meget, det gør det – jeg tror ikke, det er programmet.«

Hans tv-kæreste tilføjer:

»Vi er jo alle sammen mennesker, og der kan ske alt muligt, og i dag holder folk bare ikke lige så længe, som da vores bedsteforældre var unge,« mener Emili Sindlev.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Discovery omkring forbandelsen.

Men om ikke andet, så er det ikke parprogrammernes undergang, at deres hoveddeltagere går fra hinanden.

Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff filmede nemlig en hel sæson, efter de var gået fra hinanden, og det er også meldt ud, at Kevin 'Bro' Andreasen og Jasmin Victorias program får en sæson til.

Hvad fremtiden hedder for 'Remee & Mathilde' er dog endnu uvis.